Kritiske røster i de danske medier har fået forlagene Gyldendal og Politikens Forlag til at tage to aktuelle erindringsbøger i forsvar.
Hos Gyldendal er kritikken møntet på Jeanette Ottesens selvbiografi, ’Liv’, der udkommer 21. oktober. I bogen beskriver den professionelle svømmer, hvordan hun i årevis var med til at mobbe landholdskollegaen Lotte Friis, hvilket blandt andet har fået Dansk Svømmeunions direktør, Merete Riisager, til at tage afstand fra selvbiografien.
Selv har Lotte Friis på Instagram kritiseret Jeanette Ottesens udlevering af hendes personlige forhold og beskrevet, hvordan hun føler sig »blottet og stillet til skue for hele Danmark« i lyset af bogen.
’Liv’ er dog skrevet og publiceret helt i tråd med gængs praksis. Det fastslår forlagschef for Gyldendal Nonfiction Michael Jannerup til Politiken, mens han også forklarer, hvordan det ville stride imod selve erindringsgenren, hvis Lotte Friis skulle forelægges Jeanette Ottesens udsagn – og at der desuden intet injurierende eller juridisk strafbart er på spil.
»Det er klart, at vi kan tjekke fakta, hvis noget er faktuelt forkert. Men hvis vi forelægger det over for dem, og de får en indsigelse i det beskrevne, er det ikke længere Jeanette Ottesens erindringer,« siger forlagschefen til Politiken og påpeger, hvordan »mediernes vinkling er med til at fjerne fokus« fra bogens helhed.
Politikens Forlag om voldsbeskrivelse: »Det er altid en balance«
Hos Politikens Forlag er det samtalebogen ’Linse og Didde: Møgkællinger har det sjovere’ centreret om det tv-kendte vennepar Linse Kessler og Didde Skjelmoses, der har vakt røre.
Også her er den kritiske opmærksomhed bundet op på en konkret passage, der dog ikke drejer sig om mobning, men grov vold. I samtalebogen beskriver Linse Kessler således, hvordan hun i 1995 planlagde og udførte et voldsomt knivoverfald på en daværende veninde, som i bogen nævnes ved fornavn. Dertil beskrives det, hvordan kvinden efter overfaldet »sad på gulvet og jamrede over, at det gjorde ondt«, mens hun også kaldes »tungnem« og »en tumpe« ifølge uddrag bragt af Ekstra Bladet.
Beskrivelsen af voldshandlingen, der kostede Linse Kessler 15 måneder i fængsel, har fået netop Ekstra Bladet til at anmode Politikens Forlags chef for nonfiktion, Kim Hundevadt, om et interview. Forlagschefen er i stedet vendt tilbage med et skriftligt svar.
»Det er altid en balance, når man omtaler voldssager, men selvom Linse på den ene side redegør for, hvordan hun tænkte dengang for 26 år siden, så mener vi også, at hun redegør for, hvordan hun ser på det i dag,« skriver Kim Hundevadts blandt andet i sit svar og pointerer, hvordan ’Linse og Didde: Møgkællinger har det sjovere’ efter hans overbevisning giver »et nuanceret indblik i en barsk, men også på mange måder rørende verden.«
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar