0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Göteborgs Universitet
Foto: Göteborgs Universitet

Sanne Kofod Olsen var rektor på Kunstakademiet fra 2014 til 2018.

Tidligere rektor på Kunstakademiet påpeger fordrejninger og politisk spekulation

Kunst

Det er med visse forbehold, at Det Kongelige Danske Kunstakademis tidligere rektor, Sanne Kofod Olsen, stikker hånden tilbage ind i den værdi- og identitetspolitiske hvepserede, der er hendes gamle arbejdsplads – og som nu igen skal søge nye, ledende kræfter efter Kirsten Langkildes kontroversielle exit.

“Der er flere ting i alt det her, jeg ikke forstår,” siger Sanne Kofod Olsen, der var rektor på Kunstakademiet fra 2014 til 2018, til Kulturmonitor og tilføjer:

“Men langt det meste og langt det vigtigste af det, der er foregået mellem Kulturministeriet og Kirsten Langkilde, er foregået bag lukkede døre. Så jeg vil ikke tage stilling til Kirstens personalesag.’

Den tidligere rektor arbejder i dag i Sverige og kigger fra den anden side af Øresund ind på en situation, hvor en omstridt bustesag, en afskediget rektor og et omfattende politisk efterspil ikke kun har bragt Kunstakademiet i fokus, men også “givet køb på proportionerne” i Sanne Kofod Olsens optik.

’Man har jo ikke en direkte hotline til ministeren’

En af flere facetter i den verserende debat om Kunstakademiet, der undrer Sanne Kofod Olsen, knytter sig til oplysningen om, at Kirsten Langkilde og kulturminister Joy Mogensen (S) angiveligt aldrig mødte hinanden i den to-årige periode, Langkilde var rektor på Kunstakademiet.

Den oplysning chokerede og forargede flere af Folketingets kulturordførere, men preller af på Langkildes forgænger.

’Ordførerne driver politik. Det er det, de gør. Og det kunne lige så vel have været én af dem, der var blevet taget i noget lignende. De ved lige så vel som jeg, at man som rektor jo ikke har en direkte hotline ind til ministeren, og at Kulturministeriet – selvom det er et lille ministerium – har masser at lave,’ siger Sanne Kofod Olsen.

Hun understreger, at hun i sin fireårige rektorperiode på Kunstakademiet ved undtagelsesvise lejligheder mødte to ud af de i alt tre siddende kulturministre til det, hun kalder ’helt formelle møder omringet af embedsmænd.’

Kan du forestille dig at have stået i en lignende krise som Kirsten Langkilde og stadig ikke have mødt kulturministeren?

’Ja, det kan jeg faktisk godt. I den situationen havde det været mere problematisk, hvis jeg ikke havde mødt embedsmændene. Det var jo dem, der var mine direkte samarbejdspartnere, og det var dem, jeg ringede til, når lokummet brændte.’

Flere har fremhævet den oplysning som symptomatisk for en fraværende kulturminister. Er det i dine øjne en overreaktion?

’Umiddelbart er det ude af proportioner, ja. Også hvis man tager med i betragtningen, at vi står midt i en coronakrise, som også har givet travlhed i Kulturministeriet. Men ude af proportioner synes jeg jo generelt, at pressen har været i denne sag. Både overfor kulturministeren, men også overfor Kunstakademiet.’

En nedadgående spiral

Til Kulturmonitor har Kirsten Langkilde blandt andet argumenteret for, at der i forbindelse med bustesagen foregik ’en usund og populistisk mediediskussion’ med Kunstakademiet som kampplads – en diskussion, der vekselvirkede mellem pressen og politikerne, hvilket ifølge Langkilde fik situationen til at eskalere.

Det er Sanne Kofod Olsen helt enig i.

’Lige pludselig skete der noget på Kunstakademiet, som fik alle til at sige og mene noget om institutionen. Bustesagen er blevet en sag, man dyrker. Men det med omtale er jo en forgiftet gave. Man vil gerne have omtale, men hvis al omtalen bliver negativ, begynder det at blive en nedadgående spiral, og sådan én synes jeg, at akademiet er endt i,’ siger Sanne Kofod Olsen.

Hun mener, at den politiske bevågenhed omkring Kunstakademiet meget vel kan tænkes at have gjort mere skade end gavn.

’Det er alvorligt for en institution, når der går politik i den. Det gjorde der her. Alle politikere mener lige pludselig noget om en lillebitte uddannelse med 170 studerende, som pludselig er den mest interessante institution i hele verden. Ligesom alle åbenbart ved noget om, hvordan man driver en kunstuddannelse. Det synes jeg er bemærkelsesværdigt,’ siger den tidligere rektor.

’Uforholdsmæssig stor interesse’

Når Sanne Kofod Olsen erklærer sig helt enig i Kirsten Langkildes synspunkt om pressens og politikernes konfliktoptrapning, er det også baseret på hendes egne erfaringer som dekan for Det Kunstneriske Fakultet på Göteborg Universitet, hvor hun har siddet siden 2018.

For også i Sverige – og Norge, for den sags skyld – bakser man med den overordnede diskurs og debat om afkolonialisering, der lå til grund for Katrine Dirckinck-Holmfelds busteaktion.

Konkret er det svenske kunstakademi, Konstfack, i øjeblikket genstand for en hidsig racismedebat med afkolonialisering som afsæt, mens rektoren for det norske kunstakademi, Måns Wrange, trådte tilbage i oktober 2020 efter en lignende diskussion.

’I Danmark er der en uforholdsmæssig stor interesse for Kunstakademiet, synes jeg. Det oplever jeg ikke her i Sverige, og det tror jeg ikke, at man oplever så mange andre steder,’ siger den tidligere rektor.

Men nu ser vi den identitetspolitiske debat om afkolonialisering vinde indpas flere steder i Skandinavien. Har politikerne så ikke ret I, at der her er en tendens, man bør tage alvorligt?

’Den her afkolonialiseringsdiskurs har eksisteret længe. Nu er den så blusset op, hvilket ses mange steder i samfundet, men som forstærkes på kunstakademierne. For det, man skal huske på, er, at kunstnere jo laver aktioner. De sidder ikke bare og skriver et eller andet i deres næste universitetsopgave. De gør noget. De laver et kunstværk eller en kunstaktion, som er rettet mod omverdenen,’ siger Sanne Kofod Olsen.

Hun mener ikke, at Kunstakademiets situation berettiger en politisk og mediemæssig bevågenhed som den, der viste sig i efteråret, og som er fortsat langt ind i det nye år – blandt andet med et tre timer langt møde i Folketingssalen ’om at sikre åndsfriheden på Kunstakademiet’, der på Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidts (DF) opfordring fik alle partiernes kulturordfører til at debattere og fremføre synspunkter 26. januar.

’Det med at der ikke skulle være åndsfrihed, er noget, politikerne har læst om i pressen,’ siger Sanne Kofod Olsen og tilføjer:

’Min egen erfaring er, at der altid har været en ret stor åndsfrihed på Det Kongelige Danske Kunstakademi, men stedet præges selvfølgelig ofte af tendenser indenfor samtidskunsten, hvilket den politiske aktionisme i øjeblikket er eksempel på. Men politikerne har jo ikke været inde og snakke med de studerende, eventuelt spørge hvordan de har det, om de føler sig bundet eller hvad ved jeg. De har læst nogle enkelte udsagn i pressen, og det er det.’

’Man skal passe på, at man ikke dæmoniserer’

Flere politikere hæfter sig blandt andet ved, at en tredjedel af eleverne på Kunstakademiet har erklæret sympati med den bortviste institutleder, der smed busten i vandet. Giver det ikke grund til bekymring?

’En tredjedel af de studerende på Kunstakademiet svarer til cirka 50-60 personer. Jeg er ret sikker på, at mange af dem ser aktionen som en politisk kunstaktion og ikke en ulov