0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Den uomgængelige Venedig Biennale har nationale pavilloner i identitetskrise

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er svært, hvis ikke aldeles umuligt for kunstmiljøet at forestille sig en verden uden Venedig Biennalen eller en biennale uden en dansk pavillon. Men pavillonerne er under forandring.

”Krøyer var den første, der repræsenterede Danmark tilbage i 1895, før vi overhovedet havde egen pavillon, der først kom til i 1932. Jeg kan ikke forestille mig, at det ikke skulle fortsætte sådan med danske kunstnere her,” siger Lisette Vind Ebbesen fra Statens Kunstfond.

Kulturministeriet afsætter 2,2 millioner kroner til den danske pavillon om året på verdens ældste og største biennale.

”Jeg mener, at det beløb, vi afsætter om året, er givet rigtigt godt ud. Det er et passende beløb, selvom den synlighed og omtale, der følger med, er svær at gøre op i penge,” siger Lisette Vind Ebbesen.

Flere penge er selvfølgelig altid velkomne, en eventuel tilbagevenden til gruppeudstillinger, brug af pavillonen på endnu uopdagede måder – Lisette Vind Ebbesen kan se mange måder, hvorpå den danske pavillon kan fortsætte med at være relevant.

”Biennalen er stadig den verdensbegivenhed inden for kunsten, som folk fra hele verden rejser for at se og opleve. Vores pavillon giver en uvurderlig synlighed og omtale for Danmark og dansk kunst,” siger hun.

Uomgængelig men i hvilken form

Lisette Vind Ebbesen selv og resten af den danske kulturelite var atter på plads, da Jesper Hermansen, direktør Slots- og Kulturstyrelsen, torsdag åbnede dette års danske pavillon i kulturministerens fravær på grund af valgkampen.

Michael Thouber, direktør for Charlottenborg, der var til stede ved åbningen, mener også, at der altid er noget at komme efter på biennalen.

”Relevansen og oplevelsen afhænger af projekterne og kurateringen, men det er altså hele verden, der så at sige stiller med deres stærkeste hold her. De stærkeste kunstnere, kuratorer og statsapparater. Der er altid noget at hente,” siger han.

Kunstner og tidligere professor ved Kunstakademiet, Claus Carstensen, der også var til stede ved åbningen, er grundlæggende enig med Ebbesen og Thouber i biennalens fortsatte relevans, om end han ikke er helt så begejstret.

”Venedig Biennalen er en gammel institution med en stolt tradition, som endnu ikke er blevet helt overflødig, selvom udstillingerne på siden af selve biennalen – de såkaldte eventi collaterali – for mig at se ofte er de mere interessante. Biennalen er en platform, som man selvfølgelig kan vælge fra, men som måske egentlig mest er et vilkår, alle bare lever med. Vi er her jo alle sammen igen i år,” siger Claus Carstensen.

Bedaget eller progressivt

På en biennale, der er kurateret efter at ville undersøge 'både og', samtidige men forskellige perspektiver og grænsers opløsning, er det et spørgsmål svævende højt oppe i luften, om det at have nationale pavilloner er bedaget eller måske ligefrem progressivt her i 2019.

Michael Touber er positiv, men mener, at det ikke giver sig selv, at de fortsat vil være relevante.

”Måske er det en sær anakronisme med de nationale pavilloner, men jeg har med tiden fået større og større respekt for historien. Jeg kan godt lide, at en kunstner får plads til internationalt at vise sin berettigelse og dermed mulighed for et stort gennembrud. En vej frem er nok at turde udfordre den sædvanlige idé om det nationale,” siger han.

Han betegner det omdiskuterede valg af Larissa Sansour, der har dansk statsborgerskab men palæstinensisk baggrund, som 'modigt'.

”Det er et opbrud i det strengt nationale, der også ligger i tankerne om årets biennale fra kurator Ralph Rugoff. Og udover det, så har hun altså meget på hjerte,” siger Michael Thouber, der afslører, at Charlottenborg i 2020 vil have en udstilling med dansk adopterede Jane Jin Kaisen, der i år er med på den koreanske pavillon.

Fra kunstfondens side har det nationale aspekt dog ikke spillet nogen rolle. Ifølge Lisette Vind Ebbesen har kun to kriterier være gældende: det generelle kunstneriske niveau og evnen til at engagere publikum i den vigtige samtale.

Claus Carstensen ser på samme måde en opblødning af nationalitetsbegrebet som en mulighed.

”De nationale pavilloner har måske ikke deres berettigelse mere, men på den anden side, ville man ikke kunne lave en biennale af den størrelse uden økonomien fra de lande, der betaler for pavillonerne. Måske er løsningen med den givne struktur at bløde op i forhold til nationalitetsbegrebet, som det sker i den danske i år eller som det skete i 1993, hvor amerikaneren Joseph Kosuth, der har en ungarsk baggrund, udstillede i den ungarske pavillon,” siger han.

For ham er den vigtigste pavillon i år Venezuelas, som slet ikke er åbnet, og som måske slet ikke bliver det, på grund af de katastrofale forhold i landet. Claus Carstensen er nemlig grundlæggende i tvivl om, hvorvidt de aktivistiske og didaktiske bevægelser i kunsten overhovedet er i stand til at ændre noget i forhold til fx kapitalismekritikken eller identitets- og klimapolitikken.

Der er næppe nogen af de nationale pavilloner, der lukkes permanent foreløbigt, men de er ligesom verden omkring dem under forvandling.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce