De syv nye modtagere af Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse
ANNE DORTE MICHELSEN (MUSIK)
Anne Dorte Michelsen startede sin karriere som sangerinde og tekstforfatter i Tøsedrengene. Efter Tøsedrengenes opløsning gik Michelsen solo med eget materiale. Det blev ikke alene startskuddet til en lang karriere, men også begyndelsen på en stor succes, som bredte sig fra Danmark til Sverige, Norge og helt til Japan. Trods den sproglige barriere må hendes inderlige melankolske tone have bevæget japanerne. Og det er den tone, der er Michelsens varemærke. Man kan altid høre, at det er hende. Også selvom hun gennem årene har afprøvet mange forskellige udtryk og konstellationer, fra salmer til det elektroniske, ligesom hun har sat musik til Halfdan Rasmussens udødelige tekster.
ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN (LITTERATUR)
»Jeg skriver for at søge det fremmede i mig selv«. Citatet er af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, og det står i essaysamlingen Jeg læner mig mod verden fra 2021. Denne søgen efter det fremmede har ført hende og hendes læsere vidt omkring; i verden, i historien og i os selv. Et af de mange højdepunkter på vandringen er den historisk-biografiske tobinds-roman Hildegard fra 2009-2010, der følger Hildegard af Bingens liv fra vugge til grav.
ARNT JENSEN (FILM)
Arnt Jensen har været en nøgleperson i udviklingen og modningen af digitale spil som kunstform – både i Danmark og internationalt. Han har været med til at rykke grænserne for, hvad vi kan forvente os af computerspil og har udviklet genren i en kunstnerisk retning, som har inspireret spiludviklere verden over. Stor kunst tager tid. Arnt Jensen har hidtil blot stået bag to store spilproduktioner, men de har med deres kompromisløse og raffinerede tilgang krævet en mangeårig udviklingsproces, og netop dét har resulteret i gennemførte mesterværker.
LARS FROST (LITTERATUR)
Lars Frost er en særdeles værdig modtager af Statens Kunstfonds hædersydelse. Siden sin debut i 2000 med Og så af sted til Wien har Frost skrevet om både det mest intime og det store strukturelle, der til sammen udgør vores liv i denne velfærdsstat i dette årtusinde. Han skriver med en enorm viden og interesserer sig for, hvem vi er – og hvem vi bilder os selv ind at være. En interesse, der ikke har forladt den seneste del af forfatterskabet, som på mange måder lader til at være ved at samle sig i nyere og vildere historier. Samtidig er Frost en stor stillist og en fornyer af romangenren. For det arbejde modtager Lars Frost Statens Kunstfonds hædersydelse.
PETER LAND (BILLEDKUNST)
Peter Land har en helt særlig plads i dansk kunst. Som en ægte pionér begyndte han i 1990’erne at bruge og eksperimentere med det nye hjemmevideokamera og skabte videokunst, der fik sat spot på en manderolle i frit fald. Sådan kunne det i hvert fald føles, når man så på hovedpersonen i Lands værker, der blev spillet af ham selv – og som hele tiden væltede og faldt. Ned ad trapper, ned ad stole, ned ad stiger. I ét uendeligt loop af fald. Peter Land har også været med på vigtige internationale udstillinger, og han deltog blandt andet på den i dag ikoniske udstilling Traffic, kurateret af franske Nicolas Bourriaud, der fik defineret en helt ny kunstretning kaldet »relationel æstetik«.
RASMUS KOCH (KUNSTHÅNDVÆRK OG DESIGN)
Rasmus Koch er en blændende dygtig og raffineret kunstner inden for grafisk design og visuel kommunikation. Han har kompositorisk overblik i alle skalaforhold – fra frimærker til filmhus. Han ved, hvor han skal fyre op, og hvor han skal holde igen, reducere, skabe pauser og mellemrum i sin evige dans med bogstaver og andre betydningsbærende elementer og tegn. Han er præcis og raffineret til den mindste detalje. Koch rammer ganske enkelt altid rent.
THOMAS KNAK (MUSIK)
Under artistnavnet ’Opiate’ har Thomas Knak udgivet musik siden midt 1990’erne. Som musikproducer har Knak skabt egne udgivelser, været del af forskellige bands og konstellationer, lavet remixes og musik til film, samt produceret musik for andre. Knaks mest indflydelsesrige periode ligger cirka i årene 1995-2005, og hans udgivelser fra denne periode har markeret ham som en af de mest betydningsfulde stemmer inden for dansk elektronisk musik. Knaks musik er både mådeholden og fantasifuld – og altid med en finurlig skævhed, som virker velment og inkluderende.
Kilde: Statens Kunstfond
Vis mere