Foreninger til Kulturministeriet: »Flueknepperi af værste skuffe«

Frustrationen flugter med flere andre indberetninger fra lignende foreninger.

Én forening mener, at processen med at få nye bestyrelsesmedlemmer godkendt hos den pågældende forenings bank er »langvarig« og »uigennemskuelig«. Da Kulturministeriet modtog mailen, havde foreningen forsøgt at få et nyt bestyrelsesmedlem godkendt hos Nordea i mere end tre måneder – uden held.

En tredje foreningen kalder slet og ret kravene for »urimelige«:

Det bør dog nævnes, at Finanstilsynet for to uger siden udsendte en vejledning til bankerne, der giver dem mulighed for at behandle de fleste foreninger som ‘lavrisikokunder’ og dermed skære ned på dokumentationskravene. Hvad det konkret betyder for foreningernes papirarbejde – og måske særligt for størrelsen på regningen fra banken – er det dog for tidligt at sige noget om endnu.

Lokalarkiverne må ikke arkivere

Størstedelen af de benspænds-indspark, Kulturministeriet har modtaget fra kulturlivet, kommer fra danske lokalarkiver ligesom det i Brørup, hvor Ellen Sørensen og Ellen-Marie Viuff sidder.

De ofte små, frivilligt drevne arkiver oplever også udfordringer med bankgebyrerne og dokumentationskravene, men det er ikke de lokalhistoriske institutioners største problem. Her er det persondataforordningen – måske bedre kendt som GDPR-reglerne – der virkelig frustrerer.

Lige nu er de cirka 600 danske lokal- og stadsarkiver nemlig ikke omfattet af arkivloven. Det er den lov, som giver for eksempel rigsarkivet og de offentligt ejede stadsarkiver lov til at opbevare oplysninger om nulevende og afdøde danskere.

I praksis betyder det, at lokalarkiverne egentlig skal indhente samtykke fra samtlige personer på samtlige billeder, de har liggende. Det gælder både nye fotos fra skolernes motionsdag på folkeskolen, men også lokalavisens arkivfotos fra åbningen af brugsforretningen nede på hjørnet for et halvt århundrede siden. Reglerne gælder uanset, om der er fem eller 50 personer på de pågældende billeder.

GDPR-reglerne er ikke kun ved at slukke gnisten hos Ellen Sørensen og Ellen-Marie Viuff i Brørup.

Flere af lokalarkiverne fortæller, at det er praktisk umuligt for dem at overholde reglerne for persondata, og at de slet og ret bliver nødt til at lukke, hvis de ikke bliver omfattet af arkivloven.

Gamle travere og spritnye udfordringer på tværs af landet

Kigger man videre rundt i landet, dukker både nye og velkendte benspænd op.

Region Nordjylland har for eksempel svært ved at udbetale støttebeløb til mange af regionens små foreninger, fordi de høje bankgebyrer har medført, at mange foreninger har fravalgt en decideret foreningskonto. I stedet køres foreningens økonomi gennem en af bestyrelsesmedlemmernes private konti.

I Hillerød mener initiativtagerne bag en danseforening, at det er »urimeligt« at skulle betale for at oprette en foreningskonto, når foreningen endnu ikke har nogle kontingentindtægter. Også på Sydfyn gør bankernes gebyrer ondt i økonomien.

»Det er penge, som går fra foreningernes formål med kultur og kulturarv,« skriver Henrik Nørregaard, næstformand i Christiansmøllens Laug – en forening, der er sat i verden for at formidle historien om den hvide mølle, som troner på toppen af den svendborgensiske kongebakke.

Udover bankdisputterne spænder kommunernes lokaleadministration også ben for foreningerne. Nogle bliver allokeret til alt for små lokaler, mens andre får tildelt steder, der ikke er egnede til for eksempel at øve teater eller spille musik i.

En amatørteaterforening i Odense beskriver et langt forløb, hvor blandt andet den kommunale lokaleadministration var med til at tage livet af foreningen.

Et andet sted – i Næstved – oplever en biografforening at få spændt ben af Dansk Ungdoms Fællesråds støtteregler i forsøget på at oprette en filmklub for børn. Og i et kulturnetværk i Skive kæmper man for at få ændret reglerne for Koda-afgiften, som netværket ikke blot oplever som et benspænd, men også betegner som »et demokratisk problem«.

Foreningers egne løsninger giver mere bureaukrati

Der er dog er ikke lutter benspænd i kulturministeren Ane Halsboe-Jørgensens (S) indbakke.

Blandt de mange kulturforeningers indspark finder man flere bud på konkrete løsninger, der vil kunne lette arbejdet i fremtiden.

Blandt andet var der Skærbæk Amatør Teater, som gerne ville have indført en minimumsgrænse »for hvornår banken skal tjekke foreninger i hoved og r..«.

På lignende vis efterspørger den lokalhistoriske forening i Blåvandshug en »bagatelgrænse« og foreslår også, at bankerne alternativt skal kunne sondre mellem forskellige typer af kunder, så små foreninger og store virksomheder ikke skal leve op til samme krav.

En korleder stemmer i og foreslår desuden, at Kulturministeriet selv stiller et system til rådighed, som man kan sende sikre mails gennem og på den måde lettere leve op til persondatareglerne.

Men hvis man skal fjerne foreningernes benspænd ved at sørge for bagatelgrænser, regelbøjninger og et mailsystem, vil det både kræve flere regler på kulturområdet og gradbøjninger af de eksisterende. Og det vil betyde mere administration i ministeriet – og altså dermed mere bureaukrati.

Den præmis går ellers stik imod det, som Ane Halsboe-Jørgensen (S) og Kulturministeriet skrev, da de påbegyndte ‘Meld et benspænd’-projektet. Her var det et klart erklæret mål at komme af med »bureaukrati i landets foreninger«, som det lød tilbage i maj.

Under alle omstændigheder er Kulturministeriets kortlægning af foreningernes benspænd nu afsluttet, ligesom resultaterne af den store spørgeskemaundersøgelse også er tikket ind. Spørgeskemaet viste, at foreningerne helt generelt kæmper med de benspænd, artiklen her også fremhæver.

Kulturministeriet skriver, at man nu vil indkalde til møder med »foreningslivets organisationer, relevante ministerier og KL om at fjerne byder for foreningslivet«.