Kulturordfører Zenia Stampe (R) er en af de politikere, der gentagne gange har været ude at kritisere kulturministerens opfordring til boykot af russisk kunst, da hun mener, at det er et paradoks, hvis vi i Danmark lukker ned for de samme stemmer, som Putin prøver at kvæle i Rusland.
I forlængelse af det melder hun nu ud med et forslag, der skal støtte den demokratiske oplysning og modarbejde »automataflysninger« af russiske kunstnere, kulturinstitutioner, journalister og medier.
Radikale Venstre ønsker nemlig at oprette en ny frihedsfond, der med 50 millioner statslige kroner og et konsortium fra dansk presse og kulturliv i ryggen skal støtte demokratiske stemmer – blandt andet journalister og kulturaktører – i Rusland og Ukraine. Det skriver Berlingske.
Selvom politikeren godt er klar over, at det ikke er det, der i første omgang vil føre til Putins fald, vurderer hun alligevel, at pengene vil være godt givet ud.
»Vi skal prøve at gøre noget i den udstrækning, det er muligt. Det effektive modsvar er ikke boykot af al russisk kultur. De frie stemmer skal have en højttaler i stedet for, at vi lukker dem ned,« udtaler Zenia Stampe til Berlingske.
Der er altså tale om en form for kulturelt og mediemæssigt modsvar til Putins regime, der begrænser ytringsfriheden i Rusland. Derudover skal pengene også gå til at understøtte Ukraines nationale fortælling og bekæmpe misinformation om krigen.
Forslaget er ifølge kulturordføreren en måde for Danmark at slå tilbage med den frie presse og det frie kulturliv i den situation, som hver dag eskalerer mellem de to lande, Ukraine og Rusland.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar