0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Flytning af kunstneriske uddannelsespladser kritiseres kraftigt, men forsvares af Joy Mogensen: "Branchen skal nok blive hørt"

Kulturpolitik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Med dagens nyhed om en bred politisk aftale, der som varslet flytter 60 pladser på kunstuddannelserne – heriblandt Den Danske Scenekunstskole – fra København til Holstebro, er en gylden mulighed blevet misset.

Det mener brancheorganisationen Dansk Teater, der med en samlet dansk scenekunstbranche i ryggen har brugt de seneste uger på at opfordre regeringen og kulturminister Joy Mogensen (S) til at omstøde udflytningsplanerne på Scenekunstskolens vegne.

Til grund for opfordringen har ligget et konkret modforslag om i stedet at oprette en ny bachelor- og masteruddannelse i drama- og dansepædagogik, som ifølge Dansk Teater "har været efterspurgt i en lang årrække".

"Jeg kan kun begræde, at vi i fællesskab kunne have fundet gode løsninger, men at man nu i stedet har valgt at lægge sig fast på det, der efter min bedste overbevisning er en kæmpe svækkelse af danseuddannelsen," siger Dansk Teaters direktør, Peter Mark Lundberg, til Kulturmonitor.

Hvilken værdi tillægger du det, at den politiske aftale trods alt lægger op til, at en del af pladserne fra Den Danske Scenekunstskole kan tages fra andre af skolernes uddannelseslinjer end danselinjen? Forbedrer det ikke situationen?

"Jeg er kun tryg ved det her, hvis der kommer et løfte om, at vi reelt kan drøfte og diskutere, hvordan vi kan skabe den rette uddannelse i Holstebro," siger direktøren.

Zenia Stampe: "Ydmygende" behandling af kulturen

På Facebook har Radikale Venstres kulturordfører, Zenia Stampe, i indignerede vendinger gjort opmærksom på, at kulturminister Joy Mogensen (S) ikke har siddet med ved forhandlingsbordet om udflytningsplanerne, selvom Den Danske Scenekunstskole hører ind under hendes ressortområde.

Ligesom Dansk Teater mener Zenia Stampe, at kulturministeren har handlet "uden involvering af uddannelses- og scenekunstmiljøet, uden involvering af partiets kulturordførere og uden en grundig og saglig proces."

"Jeg kan næsten ikke komme på en mere ydmygende måde at behandle kulturen på," skriver kulturordføreren på Facebook.

"Dårligt politisk håndværk"

Bag forslaget om at bremse Scenekunstskolens udflytning og i stedet oprette en ny uddannelse i drama- og dansepædagogik står – foruden Dansk Teater – Dansk Skuespillerforbund, Udviklingsplatformen for Scenekunst, Scenekunstskolens Aftagerpanel og Projektstøtteudvalget for Scenekunst under Statens Kunstfond.

Det samlede brancheopråb argumenterer for, at man med en ny uddannelse med 30 studiepladser i Holstebro kan "styrke det allerede stærke kulturliv og dansemiljø i Holstebro og bidrage til styrkelsen af kreative miljøer udenfor landets største byer."

"Økonomisk giver forslaget ligeledes mening, da man sparer udgifterne til en flytning af Scenekunstskolens danseuddannelser og i stedet kan investere i nye studiepladser, der kan bidrage til at udfylde et stort behov, hvor mange aftagere allerede i dag efterspørger kompetencerne," lyder det endvidere i forslaget.

Ifølge Peter Mark Lundberg skyldes det "dårligt politisk håndværk", at forslaget ikke har fået flyvehøjde.

"Det er simpelthen bare dårligt politisk håndværk, at man kunne have fundet en løsning, som ville have tilgodeset Holstebro og hele scenekunstbranchen, men fordi man ikke har styr på at inddrage sine interessenter og ved bedst selv, så kommer det ikke engang i spil," siger Dansk Teater-direktøren og tilføjer:

"Men jeg håber da, at man i forligskredsen vil lytte til branchen og genoverveje beslutningen."

Joy Mogensen: Scenekunstbranchen skal nok blive hørt

Ifølge kulturminister Joy Mogensen giver beslutningen om at udflytte uddannelsespladserne fra Den Danske Scenekunstskole og det københavnske musikuddannelsesmiljø "rigtig god mening."

"Det en prioritet for regeringen, at man kan tage videregående uddannelser i hele landet inden for alle områder. Og når vi har kigget på de kunstneriske uddannelser, så har Holstebro været et rigtig godt bud på et sted, hvor man selvfølgelig også skal kunne tage en videregående kunstnerisk uddannelse," siger Joy Mogensen til Kulturmonitor.

Kulturordfører fra Radikale Venstre Zenia Stampe er vred over, at du og Kulturministeriet angiveligt ikke har siddet med ved forhandlingsbordet omkring de her flytteplaner, selvom Den Danske Scenekunstskole hører ind under dit ressortområde. Har hun ret i det?

"Nej, det er ikke rigtigt, og det er heller ikke det, jeg er orienteret om. Det, jeg er orienteret om, er, at selvfølgelig, når der er forhandlinger på tværs af ministerier, så koordinerer regeringen internt, og det er jeg helt sikker på, at Radikale Venstre også er i stand til på tværs af ordførere."

Scenekunstensbranchen har i et udspil argumenteret for, at man i stedet for at rykke pladser fra Scenekunstskolen burde oprette en helt ny uddannelse i Holstebro, som der er hårdt brug for. Hvorfor har du ikke reageret på den opfordring?

"Jeg fik mailen med det her konkrete forslag i går (torsdag, red.) eftermiddag, og det var næsten i de timer, hvor forhandlingerne pågik. Men vi skal selvfølgelig nok kigge grundigt på det og få det med i den videre dialog," siger Joy Mogensen.

Hun betoner, at den politiske aftale beror på en høj grad af fleksibilitet, og efterspillet af aftalen er åben for input.

"Noget af det, som aftalen også lægger op til, er en fleksibilitet i forhold til, at der også er mulighed for at gå i dialog med branchen om at lade dele – eller store dele – af danseuddannelsen blive i København, så man både har et tilbud i København og i Holstebro, men så stadigvæk have de 30 kunstneriske pladser i Holstebro. Det skal vi jo bare have til at virke," siger ministeren.

Hvad har du at sige til den scenekunstbranche, der er ked af, at den ikke er blevet hørt, inden den politiske aftale landede i formiddags?

"Aftalen beror på et flertal om at føre en vision ud i livet, og nu er det så de enkelte ressortministre, der skal ind og konkretisere det. I den forbindelse skal scenekunstbranchen nok blive hørt."

Rettelse 28/6-2021 kl. 13.45: Det fremgik tidligere af artiklen, at der også skulle flyttes 30 uddannelsespladser fra Rytmisk Musikkonservatorium i København. Institutionen er imidlertid ikke nævnt i aftaleteksten og er derfor fjernet fra artiklen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce