0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kulturindsats i Helsingør målrettet sårbare og udsatte unge skaber overraskende resultater – nu vil holdet bag udvide projektet til hele landet 

Kulturpolitik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I stil med projektet ‘Kultur på recept’ har beskæftigelsesinitiativet Aspiranterne nu i et år arbejdet med kultur som mulig løsning på en social problemstilling.

Denne gang er det dog ikke stress, angst eller depression, men derimod beskæftigelsen, som kulturen er blevet testet på og fundet brugbar til at højne.

Indsatsen har nemlig vist sig at kunne hjælpe nogle af de allermest udsatte unge, som jobcentrene ellers har givet op over for – hvilket taler direkte ind i regeringens fokus på kontanthjælpssystemets huller.

I 2019 nedsatte regeringen en kommission til at gentænke kontanthjælpssystemet, blandt andet for at få aktiveret de udsatte unge. Nu har den såkaldte Ydelseskommission netop afleveret sine anbefalinger i en rapport. Anbefalingerne lyder blandt andet på, at kontanthjælpssystemet ikke kan stå alene. For udsatte borgere er der behov for en aktiv og helhedsorienteret indsats, der indtænker de sociale og helbredsmæssige aspekter i beskæftigelsesperspektivet.

Udsatte borgere, for eksempel diagnoseramte unge uden uddannelse eller job, skal derfor mødes på nye måder, hvis de skal få mod og lyst til at kaste sig ud i beskæftigelsen, og det har det kulturelle initiativ Aspiranterne muligvis knækket koden til.

Kultur som løftestang til at få unge af den offentlige forsørgelse

Aspiranterne i Helsingør er det første projekt i Danmark, der aktivt bruger kulturinstitutioner som løftestang til at få sårbare eller udsatte unge mellem 18 og 25 væk fra den offentlige forsørgelse.

Gennem seks-måneders forløb følges de unge af kreative mentorer og indgår i arbejdsfællesskaber på kulturinstitutioner, hvilket gerne skulle give dem blod på tanden i forhold til at komme i gang med uddannelse eller arbejde – dog ikke nødvendigvis inden for kulturlivet.

Ifølge initiativtager og direktør for Aspiranterne, Allan Klie, var den oprindelige målsætning med projektet, at to tredjedele af de unge skulle opleve øget livsmestring og en tredjedel skulle komme tættere på uddannelse og arbejde.

Ni ud af 12 er kommet tættere på uddannelse eller job

Beskæftigelsesinitiativet, der så dagens lys i sommeren 2020, har indtil nu kørt med to hold, og nu ligger resultaterne fra indsatsens første år klar.

“Vi har haft 12 unge igennem, og 10 af dem udtaler til CEFU (Center for Ungdomsforskning, Red.), at de har fået brugbare værktøjer til hverdagsmestring, at de føler sig set og mødt og generelt har det bedre, end de har haft længe. Ni ud af 12 er desuden kommet tættere på uddannelse og arbejde, så vi har mere end opnået noget vores mål,” udtaler Allan Klie til Kulturmonitor.

Størstedelen af de unge, der har gennemført Aspirant-forløbet, har en diagnose og oplever at være i en tilstand af stilstand. Derfor arbejder forløbet ud fra overskrifterne ‘Bevægelse’ og ‘Kurs’ for at sætte gang i en positiv udvikling hos de unge.

Ifølge Allan Klie er årsagen til de gode resultater med de to første forløb, at indsatsen foregår i nye rammer og benytter anderledes kreative redskaber til at motivere deltagerne. Fysisk holder indsatsen til på Kulturværftet, Toldkammeret samt hele den gamle værftsgrund i Helsingør, og arbejdsprocesserne er præget af den kreative energi, der findes der.

Kulturelle rammer og kreative processer

"Det har vist sig, at bare det at vi er i en setting, som er kreativ, har stor betydning. De unge er blevet hevet ud af den vante kommune-setting og ind i kulturinstitutionerne, som er kreative refleksionsrum, hvor de unge udgør en betydningsfuld del af en større helhed, der arbejder sammen for at skabe kulturprodukter. Det vi fokuserer på her er kreativitet i det store perspektiv, altså hvordan man kan kombinere de unges eksisterende viden på nye måder," siger Allan Klie og fortsætter:

"Jeg er jo en aktør, der kommer udefra, så jeg er fritaget fra jobcentrets til tider uigennemskuelige regler og er fri til at bygge vores indsats helt anderledes op. Jeg er uddannet skuespiller, jeg har været teaterchef, og jeg har arbejdet inden for kulturverdenen de seneste 30 år, så det bærer arbejdet præg af. Dybest set gør jeg det samme med de unge, som hvis jeg skulle sætte en forestilling op. Jeg arbejder med at uddelegere ansvar, indføre systematik og kigge på de unge som individer, og det hjælper."

Stor opbakning fra kommune og kulturinstitutioner

Indsatsen har givet pote i en sådan grad, at Aspiranterne under corona-nedlukningen fik lov til at fortsætte deres arbejde i kulturinstitutionerne, som den eneste beskæftigelsesindsats i Helsingør Kommune.

"Kommunen har troet utrolig meget på projektet, og derfor har vi fået lov til at fortsætte, selvom institutionerne har været lukkede. Det, der forbløffer jobcentret er, at vi kun har haft én ud af 12, der er faldet fra, og det var på grund af psykisk lidelse. Alle møder op, de kommer endda 20-25 minutter før, vi skal mødes, og det er ikke noget jobcentret er vant til i deres egne indsatser," lyder det fra initiativtageren.

Udover at det er en fordel for de unge at følge arbejdet i en kulturinstitution, hvor de kan være med til at løse konkrete opgaver i et trygt miljø, er det også en fordel for institutionerne selv, forklarer Allan Klie.

"Institutionerne bliver i stand til at spotte talenter, for eksempel nye teknikere eller eventkoordinatorer, og så får de også kontakt med nogle publikumsgrupper, som ikke normalt har deres gang på kulturinstitutionerne, samtidig med at de selvfølgelig er med til at løfte et stort socialt problem."

Vil udvide indsatsen til nationalt mentorprogram

På baggrund af første års succes drømmer Allan Klie om at sprede indsatsen til hele landet og arbejder derfor lige nu på at få oprettet en økonomisk pulje a la ‘Kultur på recept’, der kan danne grobund for at bruge kulturen som en del af beskæftigelsesindsatsen i hele landet.

"Jeg har bedt om foretræde for diverse aktører, både beskæftigelsesudvalg og kulturudvalg og kommer til at arbejde på at banke det her op i løbet af det næste halve år. Det er ikke et spørgsmål om, at Aspiranterne skal have filialer alle mulige steder, men vi kunne godt tænke os at stå for en mentoruddannelse. Mange kulturinstitutioner er travle og kan ikke overskue at skabe nye ting fra bunden, så det at have nogle nationale puljer, som det er muligt at hente penge fra til at lave pilotprojekter ville være en kæmpe bonus," udtaler Allan Klie.

Hos Aspiranterne regner man med at være klar til at uddanne de første mentorer i 2023, men er allerede i dialog med kulturinstitutioner i andre kommuner om at lave pilotprojekter, der skal udformes som mini-formater af det, der laves i Helsingør.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce