Et nyt udviklingsprojekt, der har fået navnet Flags, skal udklække og ruste unge talenter i Esbjerg til kulturelt iværksætteri.
Flags er målrettet unge mellem 16 og 30 år, som vil lære at skabe events på alle kulturens områder. Bag initiativet står foreningen Business Esbjerg, Esbjerg Kulturelle Ungdomsfond (KUUF), Johan Hoffmann Fonden, koncertarrangøren Smash!Bang!Pow! og sangskriver Tobias Kippenberger, der er tidligere frontfigur i bandet The Floor Is Made of Lava.
“Lokal forankring har altid været en hjørnesten i etableringen af stærke kulturevents. Esbjerg ligger i forvejen inde med en stærk kulturhistorie på tværs af musik, billedkunst, litteratur, sport og meget andet. Når man dertil lægger den stærke kulturelle infrastruktur og erhvervsliv, Esbjerg som by har til rådighed, tror vi på, at Flags kan blive nøglen, der er med til at låse op for byens fulde kulturelle potentiale og fremtid,” udtaler direktør Nikolaj Thorenfeldt fra Smash!Bang!Pow! i en pressemeddelelse.
Satser på at udklække 75 talenter over tre år
Udviklingsforløbet strækker sig over ti måneder og er fordelt på 11 dage med seminarer samt en mentorordning. Deltagere skal afslutningsvis udvikle et event. Der vil blive optaget 25 talenter ad gangen, og holdet bag Flags forventer, at der vil blive udbudt tre forløb over en tre år lang periode.
“Vi er enormt glade for den konstruktion, som Flags nu søsættes under, med fondene og Business Esbjerg ombord. Interessen og begejstringen for projektet har været overvældende positiv, og vi glæder os til at engagere endnu flere partnere fra byen,” siger Tobias Kippenberger.
Hos KUUF mener man, at Flags kan være med til at knytte stærkere bånd mellem Esbjergs kultur- og forretningsliv, og den opfattelse deler man i Business Esbjerg.
“I en by, der allerede har iværksætterhus, kulturskole og musikkonservatorium, lander Flags som et enestående tilbud for unge med en skabertrang udover det sædvanlige. Med kulturelle iværksættere skabes der en diversitet og en anden tilgang til iværksætteri, hvor de unge og erhvervslivet udveksler nye ideer, der kan omsættes kommercielt,” siger Business Esbjergs iværksætterkonsulent og daglige leder af iværksætterhuset Riggen, Rie Sørensen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar