Kulturministeriet og rektor på Den Danske Filmskole, Vinca Wiedemann, er blevet enige om, at samarbejdet stopper. Bo Damgaard tiltræder som midlertidig rektor.
Beslutningen blev truffet torsdag, hvor Vinca Wiedemann og Kulturministeriet blev enige om at stoppe samarbejdet. Beslutningen kommer efter den seneste tids problemer, hvor skolens elever har blokeret skolen med krav om forandringer på uddannelsen og rektors afgang. Elevernes protest er blevet bakket op af et stigende antal aktører i den danske filmbranche.
”Situationen på filmskolen er uholdbar. Skolen har brug for opbakning fra elever, lærere og branchen. Den opbakning er der desværre ikke længere. Det er både rektor Vinca Wiedemann og Kulturministeriet enige om. Derfor stopper Vinca Wiedemann nu som rektor. Uanset at Vinca Wiedemann har ydet en stor indsats, så må personspørgsmål ikke komme i vejen for filmskolen og dansk films fremtid. Nu er der brug for, at lærere, elever og ledelse finder sammen om deres skole igen," lyder det i en kommentar fra kulturminister Rasmus Prehn (S), der fortsætter:
"Jeg er meget glad for, at Bo Damgaard nu stiller sig selv til rådighed for filmskolen i en svær situation. Bo Damgaard har været god for dansk film alle de steder, han har været. Jeg håber, han får en god modtagelse på filmskolen."
Bo Damgaards første store opgave bliver nu, at løse de øjeblikkelige problemer, som Filmskolen står i. Og det kommer til at ske i en tæt dialog med både lærere og elever, fastslår den konstituerede rektor.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar