0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
PR
Foto: PR

Eva Götzsche er stifter og ejer af Skriveforlaget.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til redaktionen@kulturmonitor.dk

Forlagschef: »Jeg oplever en fuldstændig mærkværdig arrogance fra landets anmeldere«

Landets små selv- og medudgiverforlag fungerer ofte som trænere og talentudviklere for gode forfatterskaber, og det er på tide, at det også går op for landets litteraturanmeldere, lyder det i en kommentar fra direktør og ejer af Skriveforlaget, Eva Götzsche.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kommentar: Forlagsbranchen er en branche i forandring − det mærker vi alle. Der er enorm konkurrence om læsernes opmærksomhed, og der er tilmed færre, der læser. Ligesom inden for musik og TV har udviklingen af streamingindustrien for bøger betydet, at forlag ikke længere tjener noget på de kunder, der læser allermest.

Forlagenes bid af kagen bliver stadigt mindre, og det betyder, at de er blevet endnu mere kritiske og stiller større kommercielle krav til de udgivelser, de vælger at investere i. Dette er der fra et forretningsmæssigt synspunkt intet galt med. Som forretning er ens fornemste opgave at overleve og skabe et overskud. Problemet er, at der ikke længere er plads til de smalle og mindre kommercielle udgivelser – selvom det egentlig er god litteratur af en lovende forfatter. Der er heller ikke den samme plads til nye velskrivende forfatterskaber, der kræver udvikling og ikke har de ”rigtige” karakteristika, som for eksempel at være ung, smuk og med indflydelse på de sociale medier.

Det gode selskab

Det betyder, at der er rigtig mange forfattere, der aldrig får mulighed for at komme i ”det gode selskab”, at få del i kulturstøtten og at udvikle deres talent. Man kunne argumentere for, at de kunne lave noget andet og stoppe med at med at spilde deres egen og redaktørernes tid. Men det er vigtigt, at der bliver udgivet bøger til alles smag. Simpelthen fordi det er vigtigt, at vi fastholder gamle og tiltrækker nye læsere. Når 100 millioner mennesker læser ’Fifty Shades of Grey’, som først blev selvudgivet, så er det – uanset litterær smag – 100 millioner mennesker, der har fået en læseoplevelse.

Der er for så vidt ikke noget nyt i, at forlag overser noget virkelig godt. ’Borte med blæsten’ blev, så vidt jeg husker, afvist 38 gange. J.K. Rowling måtte også kæmpe hårdt, før hun fandt et forlag, og bestsellerforfatteren Dan Brown blev afvist af vores største forlag herhjemme. Men tendensen er stigende, og i det regi pikerer det mig i den grad, at boganmeldere, litteraturkritikere og andre fra kulturparnasset vedblivende stikker næsen i vejret og siger ’dur ikke’ til selv- og medudgivere.

Arrogancen i branchen

Som direktør og ejer af Skriveforlaget, der er et af de første og største medudgiverforlag i Danmark, oplever jeg en fuldstændig mærkværdig arrogance fra landets anmeldere over for selv-/medudgivere på trods af den situation, at de traditionelle forlag siger nej til meget mere, og både god litteratur og interessante fagbøger/biografier stadig oftere bliver afvist. Hvorfor er der i Danmark denne massive fokus og deraf afledte differentiering fra anmelderes side på, hvor bogen er udgivet fremfor bogens kvalitet, samt en manglende anerkendelse af, at en forfatter godt kan have både talent og potentiale uden at være udsprunget af Forfatterskolen?

Som eksempel kan jeg nævne, at Søren Kassebeer, en af landets mest magtfulde anmeldere, kommenterer, at medudgivelse er rent fup. Ovenikøbet offentligt på en af Skriveforlagets Facebook-annoncer, hvori en af vores forfattere fortæller, hvordan han ved først at udkomme som medudgiver på Skriveforlaget sidenhen er blevet antaget på et traditionelt forlag. Jeg har forsøgt at skrive til Søren Kassebeer for at få en dialog om selv- og medudgivelse, men han er åbenbart i en helt anden kulturklasse end mig, for han har ikke nedladt sig til at svare, ligesom hans chef, der var cc på mailen, tilsyneladende heller ikke ser problemet med en offentlig kommentar, der er meget tæt på at være injurierende.

Behov for et differentieret bogmarked

Jeg synes, at vi trænger til at få et mere differentieret bogmarked, og da de traditionelle forlag er drevet af den ovenfor beskrevne situation, er der virkelig et seriøst behov for at kunne udgive på flere måder, så man kan blive opdaget af sine læsere. Det er helt det samme, der sker i musikbranchen, hvor man lægger sin musikvideo på YouTube, får følgere og fans, og først derefter laver kontrakt med et pladeselskab.

Hvorfor kan selv- og medudgivere ikke være en fin rugekasse for ny litteratur og nye forfattere? Små fodboldspillere starter også i en klub, hvor de selv betaler, og hvis de bliver gode nok, kommer de på landsholdet. Men hvis klubberne lukker, og de frivillige trænere forsvinder, hvordan skal vi så få udviklet de gode spillere?

Selv- og medudgiverforlag (de seriøse af os) fungerer som trænere og talentudviklere, og det er på tide, at der kommer en dialog om det, og ikke mindst en accept af at gode forfatterskaber godt kan udspringe fra andre udgivelsesformer og også fortjener en chance.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce