Dansk animation har været en succes de seneste år. Animationsfilmen ’Flugt’ var i år nomineret til tre Oscars, mens ‘Ternet Ninja’-filmene er de bedst sælgende biograffilm siden 1985.
Samtidig betragtes The Animation Workshop i Viborg som værende en af verdens bedste animationsskoler. Vi har med andre ord alle forudsætninger for at skabe en guldalder for dansk animation. Men det kræver, at der er politisk vilje.
Animationssammenslutningen udgav i foråret en rapport, der viser, at animationsfilm nedprioriteres, når der uddeles filmstøtte. I perioden 2014-2021 modtog dansk animation blot 6,8 procent af den samlede støtte fra Det Danske Filminstitut.
Konsekvensen er, at der kun er få animationsproducenter i Danmark, der kan oppebære en fast stab, og mange animationsmedarbejdere søger derfor til udlandet. Der sker med andre ord en brain-drain eller en hjerneflugt. Det går ud over talentmassen og udviklingen af dansk animation.
Tak for opbakning, men noget mangler
Animationssammenslutningen har derfor i et tidligere interview med Kulturmonitor stillet en række forslag til, hvordan Det Danske Filminstitut kan styrke dansk animation. Flere kulturordførere bakker op om forslagene, ligesom animation er blevet skrevet ind i den seneste medieaftale.
Vi takker for den foreløbige politiske opbakning, men hvis dansk animation skal kunne agere i international konkurrence og beholde sine talenter, er der et afgørende punkt, vi mangler at få på dagsordenen.
De folkevalgte politikere bør kraftigt overveje at indføre en såkaldt produktionsrabat for animation i Danmark.
Danmark er sammen med Luxembourg det eneste land i Europa, der ikke har en produktionsrabat. I alle andre europæiske lande kan filmselskaber få mellem 20 til 47 procent af deres omkostninger finansieret, hvis de vælger at placere deres produktion i det pågældende land. Placerer man eksempelvis en animationsproduktion til 40 millioner kroner i Belgien, vil det udløse 7,5 millioner kroner i tilskud fra den belgiske stat i form af en produktionsrabat.
Det betyder dels, at mange danske animationsproduktioner flyttes til udlandet, ligesom det betyder, at der er mange udenlandske filmselskaber, der vælger Danmark fra. Det betyder, at dansk animation går glip af både vækst, omsætning og talentudvikling.
SMV Danmark bakker op
Erhvervsorganisationen SMV Danmark anbefaler derfor, at der indføres en produktionsrabat i Danmark på 25 procent, hvilket forventes at skabe arbejdspladser og styrke dansk animation med et betragteligt millionbeløb. Det vil kunne skabe forudsætningen for en større produktion af animationsfilm og dermed gøre det muligt at fastholde de bedste talenter.
Man har lige nu en unik mulighed for at skabe en guldalder for dansk animation. Det kræver blot, at man griber chancen, så vi kan bygge videre på de seneste års animationssucceser som ’Flugt’ og ’Ternet Ninja’.
Forspilder man chancen, er det til gengæld ikke sikkert, at den kommer igen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar