0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
PR
Foto: PR

Maria Krüger Torp er chef for DI Turisme og oplevelsesøkonomi.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til redaktionen@kulturmonitor.dk

Dansk Industri: Vi har brug for nye kulturgenerationer

Op mod en tredjedel af danskerne er ikke kulturbrugere. Det kan og skal vi gøre bedre. Vi skal tage vores børn i hånden, så de forvandles til nye kulturgenerationer, lyder det fra Maria Krüger Torp, chef for DI Turisme og oplevelsesøkonomi.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For snart et år siden vedtog Folketingets partier sommer- og erhvervspakken med fokus på genstart af erhvervsliv og eksport.

Midt i mellem eksportinitiativer og støtte til kulturlivet lå en lille diamant. En trivselspulje på 41 millioner kroner til aktiviteter og ekskursioner for landets skoler og fritidstilbud.

Trivselspuljen åbner nogle ellers lukkede døre for tusindvis af danske børn, der nu kan besøge museer, aktivitetscentre, teatre, forlystelsesparker, zoologiske haver og akvarier. Nu er puljen udmøntet, og pengene fordelt blandt landets kommuner. Hjemme hos os har det blandt andet betydet, at vores drenge på 10 og 12 år har været til Bogforum, på Planetarium og Experimentarium, i teatret og i Tivoli. Men er det så det?

Forhåbentlig ikke. I DI mener vi, at puljen skal gøres permanent og omdøbes til ’puljen for nye kulturgenerationer.’

Kultur, oplevelser og attraktioner skal være en permanent del af vores børns opvækst, og lige nu står vi med et stort og uudnyttet potentiale, idet adskillige kulturvaneundersøgelser viser, at op mod en tredjedel af danskerne ikke er kulturforbrugere.

Det kan og skal vi gøre bedre.

Lad os få kulturens værdi ind med barndommen

Danmark er arealmæssigt ikke et stort land, men i den kulturelle sammenhæng er vi en gigant. Vi er beriget med mange unikke muligheder for at møde kulturen i alle formater, og der er noget for alle præferencer. Kulturen fornyer os, giver os perspektiv og præger os. I kulturens favntag lærer vores børn at tage stilling, åbne sanserne og absorbere indtryk. Kulturen lærer vores børn om historie, kompetencer, præferencer, dannelse og nydelse. Vores børn forholder sig til omverdenen gennem oplevelser, og her kan kultur noget helt unikt. Derfor skal vi gøre noget særligt for at introducere vores børn til de danske kulturtilbud.

Økonomien er ofte en hindring for skoler og institutioner, der ønsker at besøge attraktioner, og derfor bør puljen videreføres, så vores børn fra tidlig alder oplever kultur som et fast element i deres hverdag. I min søns klasse er vi så heldige, at stort set alle forældre har mulighed for at lægge penge i klassekassen, der gør det lidt lettere for lærerne at indarbejde kulturbesøg i undervisningen. Men det er langt fra alle, der har den mulighed, og da trivselspuljen har givet gode erfaringer, bør det være oplagt at videreføre det gode initiativ.

I en tid, hvor børn og unges mentale sundhed er under pres, er det vigtigere end nogensinde med engagerende fællesskaber, inspirerende undervisning og øjenåbnende oplevelser.

Alt dette kan kulturen i særdeleshed bidrage til, så lad os sikre, at vores børn bliver en del af kommende kulturgenerationer, der har fået kulturens værdi ind med barndommen. Sådan får vi også den sidste tredjedel af danskerne med.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce