0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til redaktionen@kulturmonitor.dk

Trine Bille: De private fondes rolle i dansk kulturliv – og et bud på, hvad det kommende Kulturens Analyseinstitut burde kigge nærmere på

Vi bør diskutere hvilken rolle de private fonde spiller i dansk kulturliv, skriver professor ved CBS, Trine Bille, der samtidig giver et overblik over fordele og ulemper ved de forskellige støttemodeller.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De private fonde spiller en særlig rolle i dansk kulturliv. Tilsvarende findes ikke helt på samme måde og niveau i andre lande, heller ikke i vores nordiske nabolande.

Altinget: Kultur har netop haft en debatserie om de private fondes rolle i dansk kulturliv. Hvor indlæggende i Altingets debat faktisk udelukkende er positive, og der er forholdsvis stor enighed blandt debatdeltagerne, var der flere kritiske røster, da Dagbladet Information for tre år siden havde et større tema om det samme emne.

Jeg synes, at det er helt oplagt at diskutere den rolle de private fonde spiller i dansk kulturliv, men første og fremmest mener jeg, at der er behov for mere viden om hvilken betydning de egentlig har i forhold til indhold, produktion og udbud af kunst og kultur, samt ikke mindst deltagelse i kulturlivet for eksempel blandt forskellige befolkningsgrupper.

I Danmark har vi adskillige private fonde, der give store donationer til kulturelle, social og videnskabelige formål. De har ofte store formuer, og eksempler på nogle af de fonde, der støtter kunst og kultur er: A.P. Møller Fondet, Nordea Fonden, Realdania, VELUX/VILLUM Fondene, Ny Carlsbergfondet, Augustinusfonden, Bikubenfonden, Salling fondene, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Tuborgfondet, William Demant Fonden, 15. juni Fonden og Egmont Fonden.

I følge Fondenes Videncenter står de 10 største fonde på kulturområdet for 59 procent af bevillingerne til området, samtidig med at der findes en stor underskov af mindre fonde.

Fondene giver først og fremmest donationer til at igangsætte nye projekter og til nye bygninger og anlæg samt restaurering af gamle bygninger. De giver typisk ikke bevillinger til almindelig drift. I 2019 donerede de private fonde i alt cirka tre milliarder kroner til kunst og kultur (eksklusiv folkeoplysning, folkehøjskoler, idræt og fritidsaktiviteter) mod 22 milliarder kroner i offentlig støtte (Fondenes Videnscenter, 2021).

Af de tre milliarder kroner var 37 procent donationer til byggerier (1,1 milliard kroner), mens resten gik til aktiviteter (1,9 milliard kroner).

Til sammenligning var kun 443 millioner kroner af de offentlige midler anlægsudgifter. Det betyder, at de private fonde dækkede 71 procent af de samlede anlægsudgifter i kultursektoren i 2019.

Lund og Berg (2016) har undersøgt betydningen af de private fondes donationer i et historisk perspektiv (1901-2015). Tallene er eksklusiv folkeoplysning, idræt og medier.

Deres undersøgelser viser tydeligt, at den offentlige støtte dominerer finansieringen af kultursektoren, men de private fonde er steget i betydning i løbet af de sidste 20 år.

’Andre private bidrag’ dækker over forbrugernes udgifter til kultur.

Figur 1. Private og offentlige input til kulturelle formål i tre epoker (procent). Kilde: Lund og Berg (2016)

Bygninger og anlæg

De mange investeringer i bygninger og anlæg er meget synlige i det danske kulturlandskab.

Flere store nye kulturbyggerier er blevet finansieret af private fonde. To markante eksempler er Operahuset i København fra 2005 finansieret af en gave fra A.P. Møller Fonden med 2,5 milliarder kroner, og det nye M/S Museet for Søfart i Helsingør fra 2013 finansieret af et samarbejde mellem 11 private fonde, der tilsammen dækkede omkostningerne på 400 millioner kroner.

Uden de private fonde havde disse nye bygninger formentlig ikke set dagens lys. Ligeledes har de private fonde støttet renoveringen og udbygningen af mange museer, gamle bygninger og kulturarv. Realdania har for nyligt bevilget 120 millioner kroner til Det Kongelige Teater. Midlerne skal bruges til at ombygge Ny Scene (Stærekassen) til et univers for børn, hvor de kan møde scenekunsten på deres egne betingelser. Det forventes at åbne i 2023/24.

Da fondene typisk ikke dækker driftsomkostninger, betyder det, at nogle af de kulturinstitutioner, der er placeret i de nye bygninger, er løbet ind i økonomiske problemer, da deres driftsomkostninger er steget, hvilket for eksempel var tilfældet for M/S Museet for Søfart. Det har skabt en del offentlig debat.

Det nye Operahus i København medførte tilsvarende øgede driftsomkostninger på Det Kongelige Teater, men her indgik det som en forudsætning, at de blev dækket af staten og Københavns Kommune. Det er mit indtryk, at fondene i dag er meget opmærksomme på denne problemstilling, og at fondene ikke støtter projekter, som ikke har en langsigtet plan for driften.

Frie midler og nye projekter

Fondene har på mange måder været med til at forny dansk kulturliv. Da de private fonde hovedsageligt støtter nye projekter og initiativer, betyder det, at meget af innovationen, nye projekter og tiltag i kultursektoren finansieres og besluttes af de private fonde.

Lund og Berg (2016) har sammenlignet de frie offentlige midler (tips- og lottomidlerne) med midlerne fra de private fonde, da de frie midler primært bruges til at forny og understøtte nye projekter og ideer. Figur 2 viser tydeligt, at midlerne fra de private fonde er øget i betydning, og der er ingen tvivl om, at de private fonde spiller en stor rolle i udviklingen af kultursektoren.

Figur 2. Fondsuddelinger til kulturelle formål 1986-2015 (mio. 2015 kr.). Kilde: Lund og Berg (2016)

Kulturpolitiske modeller

De danske fonde positionerer sig i stigende grad til at påtage sig mere ansvar og drive samfundsændringer (Deloitte, 2018), og når donationerne er fradragsberettigede, er det en måde for staten at føre kulturpolitik gennem indirekte offentlig støtte. Det har tidligere skabt en del offentlig debat, da donationerne er uden for demokratisk kontrol (se eksempelvis Dagbladet Informations tema om de private fonde, 20. juli 2019),

Hillmann-Chartrand (1989) har udviklet en model, som tydeliggør forskellige måder for staten at føre kulturpolitik på.

På trods af sin alder, er den stadig interessant. Den danske (og nordiske) model er Arkitektmodellen, hvor kulturpolitikken primært styres via et kulturministerium med et velfærdspolitisk udgangspunkt.

I Danmark suppleres Arkitektmodellen med elementer fra Facilitatormodellen og Mæcenmodellen (som Statens Kunstfond er det primære eksempel på). Den primære styrke ved Arkitektmodellen er, at kulturinstitutionerne via driftsstøtte bliver uafhængige af markedet, men bagsiden er, at de stabile støtteordninger kan føre til kulturpolitisk stagnation.

Ved at gøre fondens donationer til kunst og kultur fradagsberettigede (Facilitatormodellen, som er dominerende i eksempelvis USA), kommer der en større diversitet i finansieringskilderne og beslutningerne decentraliseres, men nogle af ulemperne er, at denne model vanskeliggør en samlet kulturpolitisk prioritering, og at donatorerne kan udøve en direkte eller indirekte det kontrol med indholdet af kulturudbuddet, der støttes, således som det også har været fremført af kritikere (Dagbladet Information, 2019).

Figur 3. Fire generiske kulturpolitiske modeller. Kilde: Hillmann-Chartrand (1989)

De private fondes rolle

Efter min mening leverer de private fonde et ganske betydeligt og vigtigt bidrag til dansk kulturliv, som vi ikke kunne være foruden. De har været ekstra vigtige for kulturen under covid-19, og de har beriget dansk kulturliv på mange væsentlig områder.

Offentlig-privat samarbejde bliver mere og mere almindeligt. Et eksempel er Applaus, der arbejder med publikumsudvikling. Applaus startede som et projekt finansieret af Bikubenfonden og Statens Kunstfond (Projektstøtteudvalget for Scenekunst), og i dag er en Applaus en selvejende institution med en bevilling på Finansloven.

De private fonde arbejder mere og mere professionelt med deres strategier, de er i løbende dialog med aktørerne på feltet, og de kalibrerer sig i stigende grand med den offentlige kulturpolitik og hinanden. Deres virke og bevillinger, der tidligere var skjulte for offentligheden, er nu i langt højere grad synlige og offentligt tilgængelige.

Noget andet er, hvad de private fondes donationer egentlig har af betydning for i forhold til indhold, produktion og udbud af kunst og kultur, samt ikke mindst deltagelse i kulturlivet, for eksempel blandt forskellige befolkningsgrupper?

Hvordan opvejer kombinationen af Arkitektmodellen og Facilitatormodellen nogle af ulemperne ved de enkelte modeller, og hvordan spiller de sammen? Det er et spørgsmål, som det kunne være interessant at få nærmere belyst, og som det kommende Kulturens Analyseinstitut måske kan dykke ned i.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce