0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Philippe Motet Jessen
Foto: Philippe Motet Jessen

Bryan Rice var til prisfesten Steppeulven i går, men noget har naget ham siden.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til redaktionen@kulturmonitor.dk

Bryan Rice efter Steppeulven: »Jeg afskyr virkelig, når aktører i musikbranchen lader hånt om andre – vi bør være bedre end det«

Bryan Rice reagerer på prisfesten Steppeulven, der efter hans mening er skabt på baggrund af en direkte hån.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg var til musikkritikernes årlige prisuddeling på Bremen for første gang søndag aften. På alle måder et show, der viser bredden i musikbranchen og hylder musikken på en helt ren og meget direkte måde. Noget, som jeg er stolt af at have bidraget til gennem min plads i bestyrelsen i Dansk Artist Forbund, hvor en enig bestyrelse også i år har givet et legat til tilblivelsen af showet. Men tillad mig alligevel at komme med en popsangers anmeldelse af anmelderprisen.

Rigtig godt værtskab af Rune Hedeman i et skønt, uprætentiøst format uden dikkedarer og fanfarer. Stramt og med musikken i fokus. Desuden en vigtig pris som modvægt til både en overvejende publikumspris som Zulu Awards og de kuraterede priser som DMA og P3 Guld. I virkeligheden rigtig interessant som udøvende og musikiværksætter at overvære alle de forskellige formater og synsvinkler, som tilsammen udgør en fortjent fejring af dansk musik og dem, der skaber den.

Men noget er faldet mig for brystet, og derfor kan jeg mærke en stærk stemme i mit hoved, som gerne vil råbe noget højt.

Slår sig op på at være en prisfest med hjertet på rette sted

Steppeulvens forperson, Pernille Jensen, kalder på bagsiden af aftenens program eventet for »en prisfest med hjertet på det rette sted« og slutter af med at skrive, at »kritik handler jo også i høj grad om kærlighed.«

Jeg kunne ikke være mere enig. Og jeg synes faktisk også, at aftenens show og formatet afspejler netop den kærlighed og ikke mindst en kærkommen rummelighed, som jeg selv tit har efterlyst i musikbranchen. Der var seks optrædener på scenen af meget forskellig art. Alt fra meget voldsom og hård metal fra bandet Møl, der fik en stor del af salen til at tage hul på pausen før tid, til nyskabende R&B og House-rytmer fra Jeuru og Julie Pavon.

Både Andreas Odbjerg og rockbandet Ice Age modtog priser, og DJ-royalty Kenneth Bager fik pionerprisen og aftenens eneste stående bifald. Vildt mangfoldigt og prisværdigt i en tid, hvor vi snakker så meget om at nedbryde stereotyper, fjerne kasser og omfavne bredt. Både mainstream pop og indierock havde sin plads på Bremen søndag aften.

Der var helhjertede og topmotiverende takketaler fra den tredobbelte trofævinder Guldimund og morsomt kejtede og på sin egen måde charmerende ikke-taler fra de dobbelte trofævindere Ice Age.

Ikke mindst fik vinderne af årets initiativpris, organisationen Another Life, salens største bifald for deres enorme, utrættelige, superaktivistiske og vigtige arbejde for lige vilkår i branchen. En stor kærlighedserklæring til mangfoldigheden, inklusionen og forskelligheden i den danske musikbranche.

Baseret på en udtalt nedgørelse af en del af branchen

Det eneste, der klinger virkelig hult for mig, og som efterlader mig med et rigtig ærgerligt ‘hvorfor’ i tankerne er, at man åbenlyst og meget beklageligt vælger at basere hele fortællingen om denne fejring på en utiltalende og meget udtalt nedgørelse af en anden del af samme branche.

Musiksnobberiet, som er det jeg personligt har som mål at få bugt med, bliver understreget i forpersonens egne ord, både på programmets bagside samt i interviewet med værten på scenen under showet. Anekdoten, som vi allesammen åbenbart er samlet under for 19. gang, gik først op for mig, da jeg havde sat mig i sædet, og den rumsterede under hele første del, indtil den endte med at larme så meget, at jeg ikke længere kunne koncentrere mig om hyldesten.

Den lød sådan her:

»Steppeulven blev, som nogle måske ved, grundlagt efter Grammy-festen i 2002, hvor Safri Duo vandt intet mindre end syv statuetter. I publikum sad Klaus Lynggaard, der dengang var musikredaktør på Information, og Henrik Queitsch, der var anmelder ved Ekstra Bladet, og tænkte ‘det kan vi sgu’ gøre bedre’. Året efter, i 2003, blev Steppeulven uddelt første gang. Den store vinder det år blev Niels Skousen, Mikael Simpson blev årets håb. Safri Duo fik ingen priser […]«

Samme historie grinede man halvhånende og indforstået af under interviewet, som var det helt okay.

Med andre ord er denne prisuddeling altså en reaktion på, at andre i musikbranchen hyldede nogen, som man i anmelderstanden ikke synes var værdige til hyldest. Nogen, som man endda vælger at sætte navn på sort på hvidt. Ubehageligt.

Væk med snobberiet

Er det ikke lidt for småt at slå ned på det, Bryan, tænker nogen måske, men jeg synes faktisk, at det er ret vigtigt, hvad fundamentet for fejringen er, og at man baserer noget kærligt på noget positivt.

Denne »prisfest med hjertet på det rette sted« planter så hælen lige i ansigtet på en anden fejring af musikken og helt konkret på et band, som uden tvivl har gjort sig fortjent til hyldesten i sin tid. Bare ikke i alles optik. Så lad os allesammen hade lidt på dem i kærlighedens navn.

Jeg må indrømme, at jeg slet ikke kan se kærligheden og rummeligheden i det. Og at min fremtidige støtte til et ellers velfungerende og kærkomment format som Steppeulven helt klart afhænger af, om man ser lidt indad og baserer sin tilstedeværelse og berettigelse på en anerkendelse af hele branchen og respekterer alle aktører i den.

Jeg afskyr virkelig, når aktører i musikbranchen lader offentligt hånt om andre, om kolleger, og jeg føler, at vi bør være bedre end det. Vi trænger til at stå sammen og finde respekten frem på tværs. Ligesom man gør i for eksempel vores nabolande Sverige og Tyskland, hvor der er plads og højt til loftet i branchen.

Jeg synes, at det ville klæde bestyrelsen bag prisen og hele formatet, hvis man definerede sig selv ud fra en positiv fortælling og ikke som trodsig, bedrevidende modsætning til noget andet. Prisens vinkel har så stor berettigelse i sig selv, at formandens/bestyrelsens anekdote om at stille sig i opposition på den måde, udhuler det ellers kærlige budskab fuldstændigt.

Væk med snobberiet og ind med kærligheden til kunsten, siger jeg.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce