0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Privat
Foto: Privat

Professor MSO Trine Bille kommer med anbefalinger i sit indlæg om Kulturens Analyseinstitut.

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til redaktionen@kulturmonitor.dk

Professor: Kulturens Analyseinstitut bliver ikke nogen let opgave – men det skal lykkes

Professor MSO Trine Bille har siden 1990’erne ventet på etableringen af Kulturens Analyseinstitut. Hun lister i et debatindlæg tre udfordringer, tre vigtige principper og tre anbefalinger, som instituttet bør bygge på. Beslutningstagerne skal kigge mod Norge for inspiration, lyder det.

Debat

Det var en glædelig nyhed, at Kulturens Analyseinstitut kom på finansloven. Det har været længe undervejs, faktisk lige siden Jytte Hilden var kulturminister i begyndelsen af 90’erne.

Jytte Hilden igangsatte den store udredning ’Kulturens politik’, som kortlage alle dele af den danske kultursektor i hele 18 bind og kom med forslag til fornyelser. Kultursociolog Peter Duelund var projektleder og initiativtager, og jeg var med som projektkoordinator og forsker på projektet. Som en slags udløber af projektet var der tale om at etablere et egentligt kulturens analyseinstitut. Det blev desværre aldrig til noget dengang – men det gør det nu. Og debatten om dets organisering ruller. Det er en meget afgørende fase, og selvfølgelig af stor betydning for instituttets succes, at det fra begyndelsen bliver organiseret på den rigtige måde.

Der er et stort behov for kulturpolitisk forskning i Danmark, eller nærmere kulturpolitisk relevant forskning - altså ikke forskning i kulturpolitik, men forskning der er relevant for at drive kulturpolitik. Med digitalisering, nye forretningsmodeller i kulturlivet, nye forbrugsmønstre og nye produktionsformer, samt ikke mindst effekterne af covid-19, er der mere end nogen sinde behov for det.

Men ligeså meget er der måske brug for, at dem der skal bruge forskningen – staten, kommunerne, brancheorganisationerne, kulturinstitutionerne og det øvrige kulturliv tager den forskning og viden i brug, som allerede eksisterer. Det kan det nye institut forhåbentlig også medvirke til.

Kig mod Norge og Sverige

I dette indlæg vil jeg gerne give mit syn på, hvad jeg mener er tre store udfordringer, tre vigtige principper, som det kommende analyseinstitut bør bygge på, og tre konkrete anbefalinger. Mine synspunkter bygger på de erfaringer, jeg har gjort mig som forsker gennem mange år på det kulturøkonomiske og kulturpolitiske felt i Danmark, samt min tilknytning til forskningen i de øvrige skandinaviske lande.

I Sverige har jeg gennem flere år været medlem af det videnskabelig råd for Myndigheten for Kulturanalys og Kulturanalys Norden, og i Norge er jeg medlem af Norsk Forskningsråds porteføljestyre for velfærd, kultur og samfund, der uddeler cirka 400 millioner norske kroner om året, og jeg sad tidligere i programstyret for det store strategiske forskningsprogram KULMEDIA, som var rettet mod forskning i betydningen af ændringerne i kultur- og mediesektorens økonomiske og teknologiske rammebetingelser.

Desuden har jeg i otte år været medlem af Norsk Kulturråds FoU (Forsknings og Udviklings) udvalg. Både dette FoU udvalg og Myndigheten for Kulturanalys i Sverige kunne være modeller for et fremtidigt analyseinstitut i Danmark, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er fortaler for den norske model - tilpasset danske forhold.

Den svenske model

I den svenske model er finansiering, udførelse og anvendelse tæt koblede. Myndigheten for Kulturanalys er en statslig myndighed, hvis opgave er at evaluere, analysere og rapportere om virkningerne af forslag og gennemførte foranstaltninger inden for kulturområdet. Dette skal ske med udgangspunkt i de kulturpolitiske mål.

Kulturanalys har også til opgave at bistå regeringen med data og anbefalinger til udviklingen af statens kulturpolitik. Instituttet har cirka 15 medarbejdere, og det Videnskabelig Råd er alene rådgivende. Efter min mening, er der for lidt armslængde og for lidt involvering af forskningsmiljøerne.

Den norske model

Den norske model er karakteriseret ved statslig finansiering, armslængde og stærk involvering af forskere. Norsk Kulturråds FoU-udvalg har en statslig bevilling til forskning og udredning på området. Der er et stærkt sekretariat, bemandet med forskere, som sammen med udvalget - som består af anerkendte forskere med forskellige faglige baggrunde og interesser inden for feltet - iværksætter forskellige programmer, der sendes i udbud, og som universiteter og forskningsinstitutioner, som Telemarksforskning, kan søge på.

Ofte er der tale om mindre projekter og ikke store langvarige forskningsprogrammer. Der er tale om ’anvendt forskning’ på højt niveau, og eksempler på projekter er ’Kunst og kvalitet’ og ’Kunst og sociale fællesskaber’, som er et samarbejdsprojekt med Statens Kunstfond, ’Børn og unge og kunst og kultur’, ’Digital kultur, æstetiske praksisser’, og ’Kulturarv og frivillighed’, som har involveret mange forskere og forskningsmiljøer.

’Kunst i tal’ er et projekt, hvor der indsamles og udvikles statistik på de enkelte kunstområder i samarbejde med branche- og kunstorganisationer. Disse rapporter gentages og forbedres hver år, så udviklingen kan følges. Herudover gennemføres der konkrete evalueringer, som for eksempel ’Evaluering af festivalordningen’ og ’Evaluering af kunster-assistent-ordningen’. Der lægges i alle projekter stor vægt på formidling og anvendelse.

FoU-udvalget har et fast bevilling på cirka tre millioner norske kroner om året til at gennemføre forskningsprojekter. Hertil kommer ekstra midler fra Kulturdepartementet i størrelsesordenen 1,5 millioner norske kroner om året i gennemsnit. Der kommer faktisk meget ud af disse penge, da der typiske er tale om mindre og målrettede projekter, der kommer i udbud.

Det er det faglige FoU-udvalg, der står for udvælgelsen af projektere og tildeling af midler. Et eksempel er projektet ’Kunst og kvalitet’, som består af en række korte, fagligt velfunderede artikler af forskellige forfattere/forskere, som samtidig er formidlingsrettede og anvendelsesorienterede. Hertil kommer yderligere midler fra fagudvalgene i Kulturrådet til at gennemføre evalueringer, som også kommer i udbud. Typisk to til tre millioner norske kroner om året. Endelig br