0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
PR/Pexels
Foto: PR/Pexels

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til redaktionen@kulturmonitor.dk

Formand for Det Frivillige Kulturelle Samråd: Det er ikke Dansk Kulturliv, der bør diktere indholdet i Kulturens Analyseinstitut

»Det efter vores mening ikke en opgave for hverken medlemmerne af Dansk Kulturliv eller andre kulturelle organisationer at diktere indholdet i forskningen for et kommende Kulturens Analyseinstitut,« lyder det i et debatindlæg fra formanden for Det Frivillige Kulturelle Samråd, Bente von Schindel.

Debat

Debatindlæg: Det ser ud til, at organisationen Dansk Kulturliv i eufori over succesen med at få afsat midler på finansloven til et Kulturens Analyseinstitut har glemt at entrere med nogle af de store spillere på den kulturelle bane – nemlig civilsamfundets kulturelle aktører.

Hos de lokale kulturelle samråd finder man eksempelvis medlemmer fra i alt 25 landsorganisationer inden for det frivillige kulturelle område og amatørkulturen. Det vil sige cirka en million kulturaktive borgere i hele landet. Og her er publikum til koncerter, teaterforestillinger, voksen- og børnefilm, besøgende på museerne og tilhørere til foredrag ikke talt med!

Et overset område

Området har – hvis Kulturens Analyseinstitut i deres undersøgelser skulle afdække uretfærdigheder i den politiske prioritering – rigelig grund til at ønske at deltage i debatten om instituttets arbejdsopgaver.

Vi kender nemlig ikke de eksakte medlemstal for samrådenes lokale medlemmer. Vi mangler viden om, hvorfor de frivillige engagerer sig i netop kunstneriske og kulturelle aktiviteter, hvad aktiviteterne gør ved lokalsamfundet, aktiviteternes værdi for kunst, kulturarv, sundhed, inklusion, demokrati med mere. Og det kan være en af de væsentligste årsager til, at vi bliver overset i tilskudspolitikken – både hvad angår midler fra udlodningsloven, som de fleste lands- og paraplyorganisationer ellers er skrevet ind i, og hvad angår finansloven.

For mens de foreninger, der er skrevet ind i udlodningsloven, er sikret et fast årligt bidrag, som giver dem mulighed for at udvikle deres organisation og give deres frivillige større indsigt i det felt, de er frivillige på, er enkelte af de kulturelle landsforeninger henvist til en lille sum fra Kulturministeriets aktstykke ’Udlodningsmidler til kulturelle formål’, andre til projektstøtte fra Statens Kunstfond, mens hoveddelen ikke får en krone.

Og selv om alle hylder frivilligheden, og alle de kræfter der ligger i civilsamfundet, er kræfterne i de kulturelle foreninger dårligt udnyttet, når man ikke giver landsorganisationerne en økonomi, der i lighed med idrætsorganisationerne giver dem mulighed for eksempelvis at handle på forskningsresultater og få dem forankret i organisationernes arbejde.

Støttekroner er en investering, ikke en gave!

Kulturforskningens opgave

Men selv om manglende viden om områderne kan være årsag til manglende støtte, er det efter vores mening ikke en opgave for hverken medlemmerne af Dansk Kulturliv eller andre kulturelle organisationer at diktere indholdet i forskningen for et kommende Kulturens Analyseinstitut.

Hvis det er det, man stræber efter, har man ikke forstået forskningens opgave.

Et Kulturens Analyseinstitut skal som forskningsinstitution netop stå for uafhængige undersøgelser og have metodefrihed.

Forskningsleder Louise Ejgod Hansen, Århus Universitet, påpeger det i en artikel i Kulturmonitor, hvor hun pointerer, at hovedopgaven for forskningen er, at »forskerne analyserer substansen og påpeger ting, der gøres eller ikke gøres - herunder også ting, som organisationerne ikke selv ser«.

Med den uvildige forskning er det så områdernes opgave at handle på resultaterne og få dem forankret i organisationernes arbejde og politik, og i sidste ende overbevise politikerne om, at det også skal kunne afspejles i støttepolitikken.

Kulturens Analyseinstitut på afveje

Men det er tilsyneladende ikke den vej, fagforbundene og brancheorganisationerne i Dansk Kulturliv vil gå. I stedet ønsker de »et tydeligt fælles ejerskab«, og man kan med den holdning sætte spørgsmålstegn ved, om de skal have udpegningsret til et styrende organ.

For som tidligere direktør f