To kulturledere i fælles opråb: Er der mon blevet lyttet til branchen i den nye rapport om de kunstneriske uddannelser?

Debatindlæg: Snart kommer den længe ventede rapport fra Kulturministeriets udvalg for de kunstneriske uddannelser.

Udvalget har drøftet de ledelsesmæssige og organisatoriske udfordringer på de kunstneriske uddannelser, herunder struktur og arbejdsformer.

Det har været en tiltrængt proces – særligt fordi der er et åbenlyst behov for at indføre bestyrelser og sikre kvaliteten af uddannelserne for de talenter, som vores branche har så stor brug for er en succes.

Det er jo sådan set godt nok. Nu må vi bare håbe, at Kulturministeriet har lyttet og medtaget arbejdsmarkedets ønsker. For der er to helt centrale pointer fra scenekunstbranchen, som er essentielle at adressere til vores politikere. Pointer som branchen har råbt op om i det sidste halvår, og som vi er spændt på, om er medtaget i rapporten.

1) Hvor er branchens udpegningsret til de nye bestyrelser?

For det første har en samlet scenekunstbranche ønsket, at arbejdsmarkedets parter knyttes tættere til skolen og de studerende. Ligesom vi kender det fra en lang række andre uddannelser i Danmark, bør branchens organisationer sikres udpegningsret til bestyrelsen på linje med Kulturministeriet, lærerne og de studerende. Det er trods alt os, som har størst brug for, at de dimitterende på Scenekunstskolen har de bedst mulige kompetencer efter endt uddannelse.

En bestyrelsesmodel skal naturligvis sikre den absolut afgørende faglige forankring i branchen samt have indbygget en armslængde fra det politiske niveau og Kulturministeriet.

Vælger man desuden at gøre aftagerpanelet frivilligt, mens man samtidig indfører en bestyrelse, hvor pladserne udpeges af kulturministeren, risikerer vi at øge afstanden til brancherne fremfor at mindske den. Det kan vi ikke leve med. En ny bestyrelse skal naturligvis have direkte repræsentation af arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer.

Det er en samlet branche, der gerne vil tage ansvar for den udvikling af Den Danske Scenekunstskole, som er bydende nødvendig ovenpå en række turbulente år. Giv os muligheden og forpligtelsen.

2) Hvad skete der med kandidatuddannelserne på Den Danske Scenekunstskole?

Det andet store problem for Scenekunstskolen opstår, hvis rapporten ikke adresserer de åbenlyst økonomiske udfordringer, som mangeårige besparelser og omlægningen fra en 4-årig til 5-årig uddannelse har ført med sig.

Den nye model med bachelor- og kandidatuddannelse har i praksis medført, at en uddannelse på Den Danske Scenekunstskole for langt de fleste studerende i praksis er skåret ned til 3 år. Samtidig har skolen alt for få ressourcer til at drive en velfungerende og tilfredsstillende kandidatuddannelse.

Man behøver ikke være uddannelsesekspert for at forstå, at en kortere uddannelse og færre ressourcer risikerer at kompromittere kvaliteten af scenekunstens vigtigste råstof – de skuespillere, instruktører, koreografer, forestillingsledere, scenografer, dramatikere, rekvisitører, lyd- og lysdesignere samt produktionsledere, der skal skabe verdensklasse kunst og kultur til danskerne i fremtiden.

Vi har naturligvis fuld tillid til, at det hårdtarbejdende udvalg også har medtaget denne kendsgerning, så vores politikere ved, at Scenekunstskolen ikke kun kan nøjes med en bestyrelse, men også skal tilføjes de ressourcer, der skal til for at lykkes med opgaven om at indføre kandidatuddannelser. De mange år, hvor man fodret dyret med sin egen hale, kan jo ikke bare fortsætte.

Vi glæder os til, at rapporten udkommer og håber, at vores nye og dialogsøgende kulturminister vil sikre en reel inddragelse af branchen i det videre politiske forløb, så vi i fællesskab kan skabe det bedst mulige fundament for fremtidens Scenekunstskole.

Vi har en gylden mulighed for at sikre både den nødvendige faglige forankring i branchen og de ressourcer, det kræver at skabe fremtidens kunstnere.

• Kopiér link