0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
PR
Foto: PR

Mathilde Schytz Marvit er direktør hos Besyv.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til redaktionen@kulturmonitor.dk

Kære Jacob Frische: Kan vi spørge om noget andet?

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Debatindlæg: Da jeg for mange år siden læste på Goldsmiths, og igen en del år efter da jeg begyndte at arbejde på Statens Museum for Kunst (SMK), var det spørgsmål, som florerede oftest blandt mine kunstner- og formidlingsfæller: »Hvad er kunst?«

De fleste havde en historie om en følgegæst på en udstilling, som skeptisk om et værk havde udtalt: »Det kunne jeg da selv have lavet«. Historien var altid bedst, hvis mine fæller på stedet havde formået at svare: »Ja, men du gjorde det ikke«, og på den måde behændigt havde manet antagelsen om kunst og håndværk til jorden med en højere henvisning til ideernes væsen og kraft. En definition på sindssyge, jeg engang hørte, lød sådan her: »Sindssyge er, når man gentager det samme, men forventer et nyt resultat«.

På den vis kan det ses som et sundhedstegn, at det er længe siden, jeg har hørt spørgsmålet: »Hvad er kunst?« i kunst- og kulturbranchen.

»Hvad kan kunst?«

I stedet har jeg de sidste mange år hørt spørgsmålet: »Hvad kan kunst?«

Jeg har hørt det fra fondene, når de laver ansøgningsskemaformularer, hvor man bliver bedt om at udfylde formål, delmål og succeskriterier. Jeg har hørt det på konferencer, når kunstnere, politikere, formidlere, museumsdirektører, kuratorer, forskere og kommunikationsansvarlige mødes om kunstens og kulturens rolle i samfundet. Jeg har hørt det ved finanslovsforhandlinger og under coronakriser, når pengene skal fordeles.

I samme åndedrag hører jeg beskrivelser af kunsten og kulturen som noget, der skaber sammenhængskraft. Som initierer samtaler, indgyder til refleksion, skaber fællesskaber, nytænkning og perspektiv. Den kan nu fås på recept og gøre dig mindst lige så sund, som hvis du løber en tur. Man taler også i de sammenhænge om, at det er vigtigt, vi får et kulturens analyseinstitut, hvor vi får tal på alt det gode, kunsten gør og kan. Og op til flere fra kulturens verden skrev for nyligt under på, at kunst og kultur skal have fast plads i de daglige nyheder.

For kunst og kultur er ’relevant’. Senest læste jeg om netop det i et debatindlæg i Kulturmonitor fra journalist og chef for Nationalmuseets medie ‘Vores Tid’, Jacob Frische.

I indlægget beskriver Frische den relevansbølge, som er skyllet ind over museernes formidling i de senere år: Museernes viden skal bringes i spil på en klangbund af den verden, som brugerne ellers færdes i, og hvor man i øvrigt konkurrerer om tiden med snesevis af andre spillere, som Netflix, Tivoli og Spotify.

I forlængelse heraf efterlyser Frische, hvilke kriterier – ud over relevans – , man som formidler skal have in mente, når man vil bringe viden ud i verden. Han er selv fortaler for relevans, men nævner derudover »passioneret leg« som en væsentlig grundpille i formidlingsværktøjskassen.

For selvom Frische ser fordelen ved relevansbølgen, har han også øje for, hvad der sker, hvis relevanskravet bliver brugt for firkantet, og formidlingen dermed bliver til »en slags forretningstransaktion, hvor viden afsættes på et marked og modtagerne får serveret information skåret i mundrette bidder lagt i en sovs af bred aktualitet.« Nemlig at vi blandt andet risikerer, at »de virkelig originale tanker (…) falder uden for de etablerede kategorier og den højt besungne ’nutidsrelevans’.«

Farligt for originaliteten

Det er svært, som formidler, at være uenig i, at det er godt, hvis det, man formidler, vækker noget i dem, man formidler til. Og den såkaldte relevansbølge har helt sikkert være godt for meget og rykket mangen en forsker og megen forskning ud i en verden, de ellers ikke ville færdes i.

Men den er også, som Frische beskriver det, farlig for originaliteten, og, vil jeg påstå, for selve kulturen og kunstens væsen. Det som kunst og kultur er.

For at komme til den konklusion, har jeg lyst til at gå en lille omvej.

Forleden skrev Klaus Wivel en leder i Weekendavisen, hvor, han beskriver det, han kalder kunstens og kulturens »knæfald for strømningen af politisk korrekthed.« At tiden ikke længere er til kunst, »der udstiller kompleksitet«, og hvor han citerer teaterinstruktør Katrine Wiedemann for i Information at udtale, at hun »aldrig i sit liv havde oplevet kunsten være så kvalt af politisk korrekthed.« At vi ikke længere undersøger verden, som den er, men fortæller, hvordan den burde være. Altså tættere på noget, der klinger af det, vi kender som politik, end af det, vi engang forsøgte at spørge om var kunst.

Jeg har selv været medproducent på en af de udstillinger, Wivel nævner som eksempel på denne politiske korrekthed. En rigtig god, mangefacetteret og relevant udstilling af høj kunstnerisk kvalitet, hvis du spørger mig. Og en udstilling, som det var på tide at lave, også hvis du spørger mig.

Jeg er således ikke helt enig i ideen om ensporetheden i de udstillinger, han nævner. Men, ikke desto mindre, synes jeg, Wivels ide om knæfald kan være interessant at se nærmere på.

Den rigtige eller forkerte kasse

Wivels pointe er, hvis jeg læser ham korrekt, kompleksiteten. Og som formidler har jeg lyst til at bore lidt i ophavet til det, sat i sammenhæng med Frisches relevansbølge og efterlysning af virkemidler til god formidling. Wivel bruger Dave Chappelles nye show, ’The Closer’ (Netflix) som et eksempel på et opgør mod den politiske korrekthed, og den deraf afledte tendens til ensporethed, og afslutter artiklen med at skrive, at Chappelle er et bud på en kunstner, som tager sit publikum alvorligt, fordi han insisterer på ikke at gå den ensrettede vej.

Alle og enhver ved – og det er delvist også det Chappelles show går ud på – at stiller man sig kritisk overfor de politisk korrekte kasser, så havner man nemt i den forkerte kasse. Alle og enhver i kulturbranchen ved også, at skal man have penge til sit projekt, så gælder det også om at havne i den korrekte kasse. For tiden hedder de gerne noget med bæredygtighed, køn eller (ikke-)nationalitet.

Jeg vil gerne understrege, at jeg finder alle tre nævnte emner meget relevante, vigtige og på tide. Og jeg har som sagt også selv beskæftiget mig med dem og er glad for og stolt af de produktioner, der er kommet ud af det. Jeg tror, med hele mit hjerte, på, at det er en god ide at tale ordentligt sammen og om vigtige emner.

Humor, mod og kunsten selv

Men jeg tror også, at hvis vi vil ramme verden med viden og følelser. Med originale tanker og nye ideer, med kunst og noget, som rører os. Så er vi nødt til at komme ud af vores kasser. Så er vi nødt til at se noget andet end det, der allerede er på andre måder og dikteret af eksempelvis politik.

Når nyhederne er fyldt med klimakriser, så behøver jeg ikke nødvendigvis toppe det op med et teaterstykke om det også. Det betyder ikke, at vi IKKE må lave teaterstykker om klimakriser. Det må vi hjertens gerne. Det er bare ærgerligt, synes jeg, hvis vi i alt det og i jagten på relevans (og hermed penge; både fra betalende publikum, statsstøtte og fonde) glemmer, at kunst ER. At det, kunst skal ’bruges’ til, er at vise os, at vi også er.

Så når Frische spørger, hvilke andre kriterier end relevans og passioneret leg vi har brug for, så har jeg lyst til at svare: Humor, mod og kunsten selv.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce