0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
PR
Foto: PR

Steen Risom er chef for Den Vestdanske Filmpulje.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til redaktionen@kulturmonitor.dk

Forslag til medieforliget: Giv de danskproducerede tv-serier et løft – betalt af de udenlandske streaminggiganter

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Debatindlæg: Danskerne har for alvor taget streaming til sig. Tiden hvor vi indrettede os efter tv-stationernes sendeplan er for længst forbi, og corona har accelereret udviklingen. Ifølge Medieudviklingen 2020 fra DR var streaming af film, serier og tv- og videoindhold det medie, der vandt mest frem under lockdown med undtagelse af online videokald og -møder.

Tendensen kan tydeligt ses på streamingtjenesternes omsætning. Ifølge PwC omsatte streamingtjenesterne for 2,4 milliarder kroner i Danmark i 2020 – en fordobling siden 2016. Konsulenthuset vurderer, at omsætningen vil stige til 3,47 milliarder kroner i 2025.

Overgangen fra flow-tv til streaming er samtidig en overgang fra traditionelle underholdningsprogrammer til tv-serier. Desværre er det primært udenlandske tv-serier, der dominerer selv de danske streamingtjenester. I Medieudviklingen 2020 fremgår en opgørelse af oprindelseslandet for antallet af serietitler på DR TV, TV2 Play, Viaplay, Netflix, Cmore og HBO Nordic, hvor 76,5 procent er udenlandske, 18,03 procent danske og 8,4 procent ukendte.

Streaminggiganterne skal bidrage økonomisk

Hvis overgangen fra flow-tv til streaming ikke også skal betyde en overgang fra dansk til udenlandsk indhold, er vi derfor nødt til at satse på flere danske tv-serier.

Helt konkret foreslår vi, at streaminggiganterne bliver pålagt et såkaldt kulturbidrag, sådan som det allerede sker i blandt andet Tyskland. Det vil sige en lille del af deres omsætning, som så øremærkes produktionen af danske tv-serier. Dette vil udgøre et bidrag til det økosystem, de selvfølgelig selv drager fordel af i stor stil, men som de på grund af manglende dansk skattebetaling ikke bidrager til på trods af deres buldrende danske omsætning.

Det seneste filmforlig indeholdt under overskriften ’Film fra hele landet’ en ambitiøs satsning på regionalt forankrede fiktions- og dokumentarfilm. Det medvirkede til den rivende udvikling, som branchen har gennemgået de senere år, hvor også lokale produktionsmiljøer bliver styrket.

Midler skal sikre regional forankring

Det er en udvikling, som man har bemærket hos Landdistrikternes Fællesråd, og i en netop udsendt pressemeddelelse giver formand Steffen Damsgaard de to regionale filmfonde pæne ord med på vejen:

»Den regionale filmbranche har gennemgået en imponerende udvikling først og fremmest drevet af de regionalt baserede filmstøtteordninger administreret af Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn. Udover at skabe vedkommende indhold, der øger forståelsen på tværs af landet, bidrager de to regionale filmfonde positivt til deres medlemskommuner med både nye arbejdspladser og økonomiske effekter.«

For at styrke det lokale og regionale perspektiv har Steffen Damsgaard desuden fire konkrete forslag, og et af dem er specifikt at uddele 15 millioner kroner til hver af de to fonde.

For blot 15 millioner kroner kan vi i de regionale filmfonde støtte 6-8 serier årligt, og midlerne bør så – præcis som Dalsgaard foreslår – uddeles efter samme principper som Public Service Puljen, hvormed den regionale forankring sikres.

Fokuser på tv-serierne

Vi foreslår at sætte specifikt fokus på tv-serierne, som ikke indgår i filmforliget. Der er i dén grad brug for et træk som det her beskrevne, hvis vi fortsat skal sikre et udbud af originale danskproducerede tv-serier af høj kvalitet. Tyren skal netop tages ved hornene, hvis ikke streamingtjenesterne skal kvæle det danske marked, der som et af de mindste sprogmarkeder i verden også er et af de mest sårbare.

Den kulturelle og forbrugsmæssige værdi af tv-serier er generelt stor. Modsat underholdningsprogrammer, som typisk kun ses én gang, har de bedste tv-serier så godt som uendelig lang levetid og kan ses igen og igen.

Desuden bidrager tv-serier på afgørende vis til dannelsen. En YouGov-undersøgelse, som er udført på vegne af de regionale filmfonde, viser, at der er næsten fem gange så mange danskere, som føler, at danske tv-serier giver en bedre forståelse for de forskellige miljøer og levevilkår rundt om i landet, som dem, der ikke gør.

Den samme undersøgelse viser imidlertid også, at det udenlandske indhold har stået stærkere under corona-krisen end det danske, når det kommer til, hvad danskerne faktisk har set. 23 procent fortæller nemlig, at de har set flere danske film og tv-serier, mens det er hele 36 procent, der har set flere udenlandske film og tv-serier.

Dette understreger vigtigheden af, at der bliver flere danske kvalitetsserier at vælge imellem, og i lighed med støtten til spillefilm og dokumentarfilm bør det sikres, at tv-serier kan rumme fortællinger fra hele landet.

Hertil kommer, at flere produktioner naturligvis vil styrke indtjeningen i branchen – ligesom de mange følgeerhverv også vil nyde godt af, at de regionale filmfonde får tilført flere midler.

Endelig er det afgørende, at film- og tv-produktionerne fra Jylland og Fyn generelt kommer på niveau med de københavnske produktioner. Det er måden, hvorpå vi øger repræsentationen af det samlede Danmark på både danske og internationale filmlærreder og tv-skærme – både i forhold til de historier, der fortælles, og i forhold til alle dem, der befinder sig foran og bag kameraet.

Kombineret med de dannelsesmæssige gevinster er der således tale om en hel stribe af positive effekter for både branchen og de serieglade danskere, hvis vores forslag bliver en del af det kommende medieforlig.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce