0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jacob Christian Hansen
Foto: Jacob Christian Hansen

Andreas Vetö er direktør for Danmarks Underholdningsorkester.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til redaktionen@kulturmonitor.dk

Andreas Vetö: Fremtiden tilhører dem, der formår at fænge deres publikum ved hjælp af alle midler – uden at gå på kompromis med kunsten

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Debatindlæg: Det er ikke lige let for alle at føle sig velkomne i en koncertsal. Især ikke, når der er klassisk musik på programmet. Som bekendt findes der en hel vifte af uskrevne regler, som skal overholdes, hvis kunsten skal opleves på den såkaldt rigtige måde.

Generelt handler reglerne om at gøre publikum så usynligt og lydløst som muligt. Altså bortset fra til allersidst, hvor man allernådigst får lov til at klappe, efter at have siddet musestille gennem en hel symfoni.

Det handler imidlertid også om alt fra påklædning til lyssætning, der skal være på helt bestemte, traditionelle måder, så kunsten kan opleves uden distraktioner. Tilsvarende krav til publikumsadfærd og måden, kunsten formidles på, kan man også opleve inden for andre musikgenrer og kunstarter – ikke mindst inden for billedkunsten og scenekunsten.

Drop den ekskluderende selvhøjtidelighed

Selvfølgelig handler det i udgangspunktet om at udvise maksimal respekt for kunsten. Det er i sig selv positivt, og det kan sagtens lade sig gøre at formidle store kunstoplevelser med denne tilgang.

Men lidt for ofte resulterer den også i en selvhøjtidelighed, der bliver decideret ekskluderende, og som kan give folk en følelse af, at kunsten ønskes forbeholdt de allerede indviede. Hvis man som uindviet individ alligevel vover at dukke op og efterfølgende sidder tilbage med følelsen af, at det var lidt kedeligt, lidt svært at sidde stille så længe eller lidt for svært at forstå, så er det som om, man skal føle, at det altså er éns egen skyld.

Hvis man som kunstformidler så forsøger at gøre i hvert fald et udsnit af oplevelserne mere tilgængelige, mindre krævende og, ja, mindre kedelige, så ringer alarmklokkerne imidlertid hos alle de kunstkendere, der mener, at man dermed bevæger sig i retning af at lefle for laveste fællesnævner.

Sat lidt på spidsen kan det føles som om, der kun eksisterer to muligheder: Enten har man en puristisk tilgang til kunsten, hvor man kæmper for den rendyrkede, uforstyrrede formidling af den – eller også går man fuldkommen på kulturindustrielt kompromis med den.

Se kunstformidling som en balanceakt

I virkeligheden bør vi dog se det som en skala, der går fra den rigide purisme til det eksplicit kommercielle. Fra ønsket om at være maksimalt tro mod kunsten i den ene ende til ønsket om at sælge billetter til flest mulige mennesker i den anden. Ligesom der er mange kunstoplevelser, der har lidt under en for høj grad af kommercialisering, er der også mange, der har efterladt store dele af publikum med en følelse af at være blevet talt henover hovedet på.

Derfor er det oplagt, at man altid betragter kunstformidling som en balanceakt, hvor målet er, at den givne oplevelse aldrig ryger for langt ud til nogen af siderne.

Selvfølgelig er der kunstoplevelser, der er bedst, når de hælder til den ene eller den anden side. En ballet hælder naturligt mere til den puristiske side end en Broadway-musical eksempelvis gør, og det er helt, som det skal være.

Men ligeså snart man har en bevidsthed om, at det handler om at ramme den rette balance, åbner der sig et helt univers af muligheder op foran én. Så bliver det nemlig muligt at filosofere over, hvilke parametre, der kan ændres på, så man kan give publikum den bedst mulige oplevelse. Hvilke ting, der skal forkortes eller forlænges. Hvilke nye elementer, der kan introduceres – oplagt fra andre kunstarter.

Opgør med den puristiske tankegang

Det første opgør, man bør tage med den puristiske tankegang, bør netop være idéen om, at man skal holde sig inden for den pågældende kunstarts kridtstreger. Så bliver resultatet nemlig tit fængende tværæstetiske kunstoplevelser, som fra begyndelsen har vristet sig fri af idéen om, hvad man må og ikke må.

Duoen Silicium, som består af Bjørn Svin og Carl Emil Carlsen, er et særligt innovativt eksempel på en sådan tværæstetisk kunstoplevelse, som består af en dybt fascinerende hybrid mellem musik og billedkunst. I en helt anden boldgade finder vi Fix & Foxys forestilling ’My Deer Hunter’, hvor fire autentiske krigsveteraner konfronterer deres PTSD i en kombination af teaterforestilling og terapi med publikum på.

Da Det Kongelige Teater i det 2019 viste ’Amadeus’ føltes det som et sandt gesamtkunstwerk, da skuespillerne på scenen fik selskab af et væld af både balletdansere, musikere og sangere. Et tilsvarende genrebrud kunne opleves på Aarhus Teater i form af forestillingen ’Vita Danica’, der med Pernille Rosendahl i front – flankeret af Black Box Dance Company – blev klassificeret som en »danseteaterkoncert«.

Mere end et ønske om at sælge billetter

Når Danmarks Underholdningsorkester i disse dage præsenterer sin hyldest til tangomesteren Astor Piazzolla, gør vi alt, hvad vi kan for give publikum en medrivende oplevelse, de sent vil glemme. Derfor har vi skabt en stemningsfuld iscenesættelse af mesterens musik, som rummer både skyggedans, glødelamper og argentinsk gadestemning.

Alle disse eksempler er naturligvis vidt forskellige, men de omfavner alle sammen den tværæstetiske tilgang. Der er ikke nogen grund til at tro, at denne tilgang er blevet valgt blot for at sælge flere billetter. I alle tilfælde er det åbenlyst, at drivkraften er selve lysten til at give publikum en større, mere fængende og langtidsholdbar oplevelse, end den, som man typisk får, når alle de uskrevne, puristiske regler overholdes.

Så hvis den puristiske tilgang hører fortiden til – og det bør den gøre – er der dermed kun én logisk konklusion at drage: Fremtiden tilhører de kunstnere og kunstformidlere, der formår at fænge deres publikum ved hjælp af alle de midler, de har til rådighed – uden samtidig at gå på kompromis med den kunst, de formidler.

Ergo: Fremtiden er tværæstetisk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce