0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
PR
Foto: PR

Nikolaj Mineka er teaterchef for Teatret Møllen i Haderslev.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til redaktionen@kulturmonitor.dk

Teaterchef opfordrer teaterbranchen til at stå sammen i kampen om at blive regionsteatre: »Gennemsigtighed og fair betingelser for alle«

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Debatindlæg: Da man på Christiansborg i 2019 valgte at udnævne tre af landets store markante egnsteater til regionsteatre, og de dermed overgik til paragraf fem-status, begyndte andre teatre med store ambitioner, at drømme om det samme.

Siden har jeg noteret mig, at flere kolleger har meldt klart ud om disse ambitioner. Aktuelt kunne jeg, forleden i Jyllands-Posten, læse et længere interview, med min kollega, Jakob Bjerregaard Engman, fra Baggårdteatret i Svendborg, der ønsker netop dette for sit teater i det sydfynske.

Drømmen om regionsteater status, og dermed også tilsvarende højere bevilling, er vel sådan set også forståelig.Flere af landets markante egnsteatre udfylder allerede i dag en langt større rolle lokalt end man, som udgangspunkt, kan forvente af et egnsteater og kunne derfor, i princippet, være mulige kandidater til en ’opgradering’.

Rent gætværk

Når jeg skriver i princippet er det fordi jeg gætter. For selvom der – bekendtgørelsesmæssigt – ganske vist er en række faktorer, der fortæller, hvad der skal til for at blive et paragraf fem-teater, mangler der, på trods af at opdateringen af scenekunstloven ligger to år tilbage i tiden, fortsat helt grundlæggende viden om, hvad der er de politiske prioriteringer for, hvad der skal til for at blive paragraf fem-teater.

Vi ved ikke om der er antal på, hvor mange regionsteatre der kan være, eller hvordan man bliver det. Derfor ender vi i gætværk og gisninger når samtalen falder på denne teatertype.

Vi må gå ud fra, at man på Christiansborg, i 2019, valgte teatrene i Vendsyssel, Randers og Fredericia efter grundige overvejelser og ud fra klare og saglige kriterier. Kriterier som, må vi igen gå ud fra, danner præcedens når eventuelle fremtidige regionsteater skal vælges, så hvorfor er der ikke meldt ud om dette for længst?

Dertil kommer, at der umiddelbart også mangler svar på vigtige spørgsmål som blandt andet: Hvorvidt flere regionsteatre, på den lange bane, reelt set betyder en forbedring af borgernes mulighed for at møde scenekunsten lokalt. Hvordan en udvidelse af regionsteater området vil påvirke den kunstneriske diversitet og mangfoldighed generelt i det danske scenekunstlandskab. Og ikke mindst – hvorfra midlerne til de nye teatre skal komme fra.

Ja spørgsmål og vinkler er der nok af!

Lad det ikke handle om, hvem der råber højest

Inden for få år må der være grund til at forvente, at scenekunstloven revideres. En god revision af denne kan sikre, at scenekunsten får styrket sine muligheder for at skabe vedkommende og kvalitativ scenekunst i hele landet.

At teaterområdet udfordres og udvikles hilser jeg velkommen. Om der er behov for flere regionsteatre, en opgradering af egnsteatrene eller noget helt tredje er bestemt en spændende og vigtig samtale, men dansk kulturpolitik skal udvikles på et oplyst grundlag og bygges på et solidt fundament i samarbejde med hele branchen, ikke på baggrund af hvem der råber højest.

Derfor er det altafgørende at stå samlet som branche og sammen arbejde for en afklaring, der sikre gennemsigtighed og fair betingelser for alle.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce