0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Anders Bøtter er musikformidler.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til redaktionen@kulturmonitor.dk

Radiovært på P6 Beat: »DR’s ledelse har taget to uhyre billige public service-produkter som gidsler i et politisk spil«

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Åbent brev: Torsdag d. 14. oktober er alle medarbejdere på radiokanalerne P6 Beat og P8 Jazz indkaldt til stormøde. Vi ved endnu ikke, om kanalerne skal lukke om 78 dage, eller om vi kan gå lykkelige på efterårsferie, fordi DR har besluttet at bevare kanalerne og bruge de 15-20 millioner kroner, det koster at drive dem.

Jeg vil i dette åbne brev tage dig med ind bag scenerne af det kaos, der har præget P6 Beat lige siden, kanalen blev født for 10 år siden. Mange af oplevelserne vil mine gode kollegaer fra P8 Jazz med garanti også kunne spejle sig i. Men jeg vælger at fortælle om de oplevelser, jeg har haft på vores lille P6 Beat-redaktion og derfor er dette skriv udelukkende baseret på den radiokanal.

Da P6 Beat kunne fejre sin 10-års fødselsdag som radiokanal, kunne alle medarbejdere tydeligt mærke, at det er lykkedes os at opbygge et DR-brand, som har skabt et helt unikt lytterfællesskab. Den slags lytterfællesskab, som til vores koncertarrangement ’P6 Beat Rocker Koncerthuset’ sørgede for at sælge DRs største koncertsal ud, uden at der var annonceret et eneste band! I et anfald af muligt overmod og sydende stolthed, så besluttede vi os til og med for, at det slet ikke skulle annonceres, hvem der kom og spillede. Men vores lyttere holdt alligevel fast i deres billetter. Og det tror jeg, de gjorde, fordi de ved, hvad vi står for, og fordi de stoler på os. Det er den form for brugertillid, som DR burde bryste sig af og fremhæve som et helt unikt public service-fællesskab.

Underfinansieret radiokanal

Når det er lykkedes at bibeholde et stærkt og unikt musikfællesskab omkring P6 Beat, så er det primært lytternes og P6 Beat-medarbejdernes fortjeneste. Det er bestemt ikke DR’s ledelses fortjeneste. Min oplevelse er, at P6 Beat altid har været voldsomt underfinansieret, og at der stadig er en helt enorm mangel på hænder og kreative hjerner.

Når vi ser mod de fantastiske musiktilbud, som P3 med stor succes lancerer på podcast, så kan vi kun sukke efter at få de samme kreative muskler og økonomiske midler. For vi laver oftest ALTING selv på P6 Beat. Til eksempel så er podcasten ’P6 Beat elsker Ekstra: Nick Cave’ tilrettelagt, skrevet, produceret, speaket, researchet, lyddesignet, klippet, Koda-rapporteret og udgivet og af én person; mig selv. Og det er jeg stolt af. Jeg er rundet af en helt særligt D.I.Y-fighter mentalitet, som gør mig i stand til at løfte så store foretagender mere eller mindre alene.

Men min stoiske stolthed blandes også med ængstelig ærgrelse. For jeg ved, at den podcast KUNNE have været endnu bedre, hvis vi havde haft flere midler, flere hænder og bedre muligheder. Og det går ud over den faglige stolthed, at man igen og igen må indgå kompromiser, fordi der ikke er penge nok, fordi der ikke er hænder nok, og fordi der i sidste ende ikke er tid nok.

Seks forskellige chefer på ni år

Forleden lancerede DR den største organisatoriske omstrukturering i mange år. Det betød, at DR Medier blev nedlagt, og at P6 Beat, igen igen, fik ny chef. Igennem de seneste ni år har P6 Beat haft seks forskellige chefer. Tyg lige på den. I det private erhvervsliv ville enhver virksomhed, som havde så stor udskiftning på chefposten, have et seriøst problem.

På DR er det nærmest den hverdag, som vi med et træk på skuldrene accepterer og forsøger at navigere i, når endnu en håbefuld leder skal »sætte sit unikke præg på kanalens retning«. Det giver et gigantisk problem med kontinuitet. Og hvis man vil opbygge og fastholde et unikt brand samt et stærkt lytterfællesskab, så er især kulturel kontinuitet alpha-omega.

Så, igen: Den succes P6 Beat har som fællesskabende smalt public service-musiktilbud, er lytternes og P6 Beat medarbejdernes fortjeneste. Ikke DR’s ledelse.

Trussel om lukning førte til kreativ opblomstring

Tilbage i 2018, da P6 Beat, P7 Mix (R.I.P) og P8 Jazz blev truet med lukning for første gang, da mærkede jeg en kreativ opblomstring på P6 Beat-redaktionen. Vi havde ryggen mod muren og fik en fandenivoldsk energi til at forsøge at ændre tingenes tilstand. Der blev sat nye stærke initiativer, indslag og programmer i søen. Vi kæmpede, det bedste vi havde lært, sammen med verdens bedste lyttere.

Selv satte jeg mange af aktiviteterne og fremtidsplanerne i mit produktionsselskab på pause og gik så ellers i krig med at skabe mine bedste udsendelser i programserien ’P6 Beat Elsker’, ligesom jeg trådte til som medvært på eftermiddagsprogrammet ’Musiktjenesten’. Begge dele gav mig nogle af de bedste oplevelser, jeg har haft i min karriere.

Men som tiden gik, og coronaen tog fat, så ebbede kræfterne langsomt ud. Man kan kun overleve i bokseringens hjørne igennem særligt inspirerende runder, og det var som om at den første lukningstids kreative fandenivoldskhed døde under de obligatoriske zoom-redaktionsmøder og fleksarbejdstiden, hvor vi ikke måtte opholde os i DR’s bygninger udenfor en fastsat tidsramme.

Medarbejdere er fanget i et politisk spil

Men hvor går man hen, når lysten til at brænde ud for det, man brænder for, bliver et døende suk? Hvad gør man som P6 Beat-medarbejder, når man nu på snart tredje år føler sig fanget i et politisk spil, hvor DR’s ledelse har taget to uhyre billige public service-produkter som gidsler i et politisk spil om milliarder? Svaret er individuelt fra medarbejder til medarbejder. Jeg farer til tasterne.

Og det gør jeg nu, fordi jeg mener, at DR’s medarbejdere ikke længere kan være tjent med en strategi, hvor DR efter min bedste overbevisning bryder det armslængde-princip til regeringen, der ifølge public service-aftalerne altid bør være. Jeg farer til tasterne, fordi jeg mener, at DR udnytter de blødende hjerter og den loyalitet, som P6 Beats og P8 Jazzs trofaste medarbejdere har udvist igennem de seneste tre år.

Kanalernes medarbejdere kan ikke være tjent med endnu en midlertidig forlængelse frem til det medieforlig, der skal forhandles i 2022.Kanalernes medarbejdere fortjener klare svar. Nu.

Føler mig efterhånden til grin

Jeg arbejder som freelance radiovært, men er også igennem mit produktionsselskab ekstern producent for DR. Og ligesom mange andre eksterne producenter, så er jeg p.t. stillet skakmat af DR’s handlingslammede strategi. For jeg har andre kunder i butikken. Både andre mediehuse, radiokanaler og bureauer. Og mange af de kunder skal have deres pitch til nye produkter i næste uge. Mange vil gerne skrive under på fremtidige samarbejder nu.

Dermed tvinger DR mig og andre eksterne producenter ud i et sært spil, hvor det gælder om, hvem der blinker først. Jeg vil helst levere mine produktioner til DR og hylde den public service, som jeg stadig tror fuldt og fast på.

Men jeg føler efterhånden, at DR tvinger mig til at tage mit hullede tøj og gå. Og det gør, at jeg efterhånden føler mig til grin. For har mine 10 års loyalitet overfor P6 Beat og den smalle public service, som jeg virkelig tror på, bare været naiv idealisme? Er jeg helt til grin, fordi jeg til det sidste har troet på, at DR ville belønne P6 Beat-medarbejdernes kamp for især den smalle danske musik og dens vigtige vækstlag?

Henrik Bo Nielsen smed bolden over til medarbejderne

Det er nu kommet så vidt, at selv dr.dk skriver artikler om, hvad en lukning af P6 Beat og P8 Jazz vil få af konsekvenser for den danske musiks små navne og det vækstlag, som i forvejen er uhyre hårdt ramt efter to år med corona. I dr.dk’s artikel bliver direktøren for DR Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, bedt om en kommentar. Han har ikke lyst til at medvirke og henviser i stedet til en af hans (mange) tidligere udtalelser om lukningen af P6 Beat og P8 Jazz.

Henrik Bo Nielsen har med jævne mellemrum været på besøg hos den lille P6 Beat-redaktion. Sidste gang det skete, smed direktøren bolden over til os medarbejdere. Han opfordrede os til at ”aktivere vores netværk” ude i musiklivet.

Jeg tror, at Henrik Bo Nielsen havde håbet på, at vi havde vinklet vores budskab sådan, at DR kunne tage en form for modstandsbevægelse fra det danske musikliv med til de fremtidige forhandlinger på Christiansborg. Desværre for Henrik Bo Nielsen og resten af DRs ledelse er det ikke sket. For både musiklivet og kanalernes lyttere har reageret ved at pege pilen mod DR’s ledelse – og altså ikke regeringen og de kommende medieforligs forhandlinger.

Kære DR, I har fået en art modstandsbevægelse

Vi gjorde (igen!), som vi fik besked på af DRs ledelse. Vi var loyale, og vi aktiverede vores netværk. Men denne gang var vi loyale overfor vores kollegaer, vores lyttere og de hundredvis af danske bands, som er kommet frem via P6 Beats musikprogrammer.

Derfor har man i den seneste tid kunne læse vigtige og vægtige indlæg fra personer som Roskilde Festivals musikdirektør Anders Wahren, og Kristoffer Rom fra Danske Uafhængige Pladeselskaber. Indlæg der argumenterer for, at P6 Beat og P8 Jazz spiller en så vigtig rolle for det danske musikliv, at det vil være en katastrofe at lukke de to kanaler. Endvidere har Anders Breinholt i tv-programmet ’Natholdet’ og musikere såsom Kashmirs forsanger Kasper Eistrup, Anders Trentemøller og Pernille Rosendahl delt hashtagget #bevarp6beat.

Så kære DR, I har fået en art modstandsbevægelse. Men den består af jeres egne hårdtprøvede medarbejdere, jeres brugere og et samlet dansk musikliv. Hvis I vil bibeholde jeres relevans som et seriøst public service-tilbud til de smalle musikgenrer, så gør I klogt i at høre, hvad bevægelsen har på hjerte.

Jeg har bidt mærke i en smukt formuleret linje, som findes et sted dybt inde i den nye digitale strategi for DR: »DR skal samtidig fastholde og udvikle sin position inden for liveradio – også i det digitale univers«.

Skal DR leve op til de ord, så skal der findes en permanent løsning til at bevare og udvikle P6 Beat og P8 Jazz. Ikke i sidste øjeblik. Ikke i 2022. Nu, i denne uge!

Ovenstående holdninger og oplevelser er ikke koordineret med hverken DR eller P6 Beats medarbejdere. De er mine egne observationer og meninger.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce