0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
PR
Foto: PR

Karsten Bagge er freelance musiker, komponist, underviser og medlem af bestyrelsen i Københavnsafdelingen af Dansk Musiker Forbund

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til redaktionen@kulturmonitor.dk

Musiker sender advarsel til kulturministeren om projektet Dansk Kulturliv: »Har hun mon forstået det ret indlysende problem?«

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Debatindlæg: 14. september kunne man læse i blandt andet Kulturmonitor, at seks kulturorganisationer har indgået et samarbejde under navnet Dansk Kulturliv.

Det fremgår, at de seks organisationer, Dansk Teater, Dansk Live, Danmarks Biblioteksforening, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner (DEOO), Organisationen Danske Museer (ODM) og Danske Koncert- og Kulturhuse (DKK), ønsker at »samarbejde på tværs« og være en samlende stemme for kulturlivet, der for eksempel kan udstyre politikerne med »gennemarbejdede oplæg, der hjælper dem med at træffe gode beslutninger for kulturlivet«.

Så langt så godt.

Det er altsammen meget ukonkret, men lyder forjættende. Hvis der er noget, coronatiden har vist os, så er det da også behovet for at stå sammen som branche og forklare offentligheden og politikerne om de særlige vilkår, der gør sig gældende i kulturbranchen.

Hvor er indholdsskaberne?

Til gengæld bliver jeg skeptisk, når jeg kigger ned over deltagerne i dette nye samarbejde. De kommer alle fra den del af kulturlivet, der står for at arrangere og danne rammer for indholdet.

Musikerne, forfatterne, skuespillerne, freelancerne, der skaber al indholdet, glimrer helt ved deres fravær. Hvad ambitionerne for selve kunsten er, savner vi indtil videre også helt at høre.

Dansk Kulturliv er med andre ord tydeligvis snarere en paraplyorganisation for kulturens scener og arrangører med alt, hvad der medfølger af fokus på drift, rammer og fastansatte medarbejdere. De er arbejdsgivere, hvilket jo er en ærlig sag. Navnet såvel som retorikken postulerer dog noget, det helt åbenlyst ikke kan levere: at være en samlet stemme for dansk kulturliv.

Har kulturministeren forstået det indlysende problem?

Det er dygtigt set af disse organisationer at gå sammen og iøvrigt professionalisere deres kommunikation med offentlighed og beslutningstagere. Man må så håbe, at både politikere og offentlighed indser, at man ikke kan nøjes med at lytte til den ene part – arbejdsgiverne – hvis man skal have et kulturliv i balance.

Så når kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i stedet udtaler, at »det er spændende, at der nu kommer en organisation, der har som ambition at samle kulturlivet«, så vækker det bekymring for, om hun mon har forstået det ellers ret indlysende problem.

Rammer vs. indhold

Langt størstedelen af den samlede bevilling til kunst og kultur bruges på rammerne, på drift, på store events og store steder. Der kunne komme mere indhold, hvis man i højere grad målrettede bare en lidt større del af kunststøtten direkte mod de udøvende. Det er, gætter jeg på, ikke noget, vi kommer til at høre Dansk Kulturliv foreslå.

Corona har været hård ved kulturbranchen, og alle aktører, store som små, mistede under nedlukningerne størstedelen af grundlaget for at have billetindtægter. Men støttekronerne til drift blev jo bredt betragtet stadig udbetalt, og blandt andet regionale spillesteder fik dispensation, så de fik lov at beholde dem, selvom de ikke kunne gennemføre den aktivitet, der normalt er et krav, som følger med bevillingerne.

Endelig var der hjælpepakker, der kompenserede for i hvert fald en del af det tabte for arrangørerne, selvom jeg godt ved, at disse heller ikke fungerede optimalt.

Såvidt jeg har kunnet finde frem til, er det i det hele taget meget få øremærkede midler, som for eksempel honorarstøtte, der er blevet tilbagebetalt, fordi de ikke er blevet brugt.

Under coronakrisen var det hver mand for sig

Det har været meget svært for mange indholdsleverandører – musikere, scene- og lydfolk med mere – at få dækket det tabte. Dels på grund af hjælpepakker, der fra Kulturministeriets og Erhvervsstyrelsens side var skruet sammen uden det fornødne kendskab til branchen, dels fordi det lykkedes lige præcis interessenter fra arbejdsgiversiden, såsom Dansk Live, at overbevise politikerne om en plan for begrænsning af udgifterne (blandt andet til betaling af kunstnere) ved de såkaldte »coronakontrakter«.

Her betingede arrangørerne sig ikke at være forpligtet på den indgåede aftale i tilfælde af restriktioner.

Et andet eksempel på, at for eksempel Dansk Live på ingen måde kan anses for at være repræsentanter for hele musiklivet, er, at flere medlemmer af denne interesseorganisation for de større spillesteder går forrest i at underbetale musikere, der optræder på deres scener, hvis man bruger standard mindstelønnen, som den er aftalt i forbindelse med honorarstøtteordningen (den såkaldte ’tarif’), som rettesnor.

Det sker, når man betaler up’n’coming-bands og artister mindre (eller slet ikke) med den begrundelse, at de er »vækstlag«.

Det er svært at forestille sig, at Dansk Kulturliv vil agere anderledes; de har ikke kunstnernes eller kunstens vilkår som levedygtigt professionelt erhverv som primært fokus.

Coronatiden var for de udøvende et langt ræs med koncerter, der blev flyttet to, tre eller fire gange, og selv hvis de i sidste ende blev gennemført, så var det jo stadig kun den ene koncert, hvorved man mistede muligheden for indtægt, alle de andre gange koncerten optog en dato uden betaling. Alle arrangører forsøgte at manøvrere i en vanskelig situation, men det var tydeligt, at det var hver mand for sig, hver med sine interesser, og ikke et samlet musikliv, der kæmpede for overlevelse. Og ’aben’ rullede nedad mod indholdsleverandørerne.

Dansk Kulturliv taler ikke hele kunst- og kulturlivets sag

Alt i alt må konklusionen være, at forestillingen om, at denne nye organisation kan påberåbe sig at være repræsentanter for eller tale hele kunst- og kulturlivets sag, er misforstået. Det er en sammenslutning af arrangører og scener, hvor kunstnerne (og indtil videre kunsten) glimrer fuldstændigt ved sit fravær.

Kun rammer, intet indhold.

Det skal de i den grad have lov til. Lad mig slå fast, at jeg på ingen måde ønsker at dæmonisere Dansk Kulturliv eller dens individuelle medlemmer. Vi har faktisk brug for dem, og det de kan byde ind med. Men det ville være befriende, hvis Dansk Kulturliv ville bekende tydelig kulør, hvilket måske også ville hjælpe på en, synes jeg, ret naiv modtagelse af initiativet i den brede offentlighed og hos politikere.

Hvis vi samtidig kunne se et tilsvarende stærkt og aktivt samarbejde fra indholdsskabernes side - hvilket jeg kraftigt vil opfordre til her - ville vi kunne se de tydelige konturer af hvilke interesser, der er i spil. Med rene linjer og klart definerede interesseområder kunne der opstå et reelt samarbejde på tværs, når der var fælles interesser at kæmpe for.

Man kunne for eksempel begynde at diskutere en egentlig overenskomst for alle forskellige typer af optrædende, så vi kan komme både underbydning og underbetaling til livs. Vi ville sikkert også kunne finde fælles fodslag i at arbejde for et uafhængigt kulturens analyseinstitut, der kunne kvalificere snakken om, hvad kulturkronerne egentlig går til, og dermed give politikerne og offentligheden svar på, om man får det for pengene, man forventer og ønsker.

Først da kan man tale om at kunne hjælpe politikerne med at »træffe gode beslutninger for kulturlivet«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

    Mest Læste