0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
PR
Foto: PR

Jacob Frische er journalist og chef for Nationalmuseets medie Vores Tid

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til redaktionen@kulturmonitor.dk

Nationalmuseets mediechef: Luk kulturredaktionerne og luk kulturen ind i journalistikken

Kulturen er alt for vigtig til at være begrænset til kulturspalterne. Hvis vi skal løse de store samfundsudfordringer, skal kulturlivets perspektiver med på forsiden. Men det sker kun, hvis vi i kulturbranchen formår at holde os relevante.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Debatindlæg: Nedtællingen er begyndt. Du sidder i rumkapslen med udsigt til det uendelige univers. Foran venter den ultimative rejse: Den første menneskelige kolonisering af en fremmed planet. Der bliver masser af tid til at læse undervejs, så hvad har du pakket i tasken? Økonomernes rapport over de første 20 års råderum deroppe? Den medicinske analyse af chancerne for at overleve?

Selv er jeg ikke i tvivl. Min taske vil være proppet med Herbert, Dick, Clarke og andre af de store science fiction forfattere, der har viet deres arbejdsliv til at foregribe menneskets møde med det ukendte derude. Intet vil kunne forberede mig bedre på livet i denne uvisse fremtid end den kulturelle analyse og forudsigelse, selvom den i sagens natur er fiktiv.

Og pointen er så: Vi sidder allerede i rumskibet. Nedtællingen er for længst overstået. Vi buldrer ind i en ukendt fremtid med foruroligende hast, hvor vilkårene for det menneskelige liv ændrer sig hurtigere end nogensinde før i historien. Vi bliver ganske vist foreløbig på den samme planet, men klimaet vender på hovedet, befolkningsgrupper flytter sig, styreformerne udfordres og livet spaltes i analoge og digitale varianter. Vi ved ganske enkelt ikke, hvad vi går ind til.

Kulturjournalistikken skal ikke være flødeskum

Og hvem tyer vi journalister så til, når vi skal hjælpe os alle til at forstå denne foruroligende nutid og navigere mod den ukendte fremtid? Hvis udsagn, perspektiver og forudsigelser bringer vi på forsiden og op til politikerne i samfundets daglige medierede selvrefleksion? Svaret er ret entydigt. Det er økonomernes, videnskabsfolkenes, juristernes, eller andre ’eksperters’ svar, vi bringer. Ofte krydret med lægmandens perspektiv, så det virker, som om vi er kommet hele vejen rundt om en sag.

Kulturens perspektiv er derimod nærmest totalt fraværende, når alle varianterne af de helt store og afgørende temaer debatteres: Klimakrise, konflikter, ulighed, migration. Jovist, vi slutter lige TV-avisen med et indslag fra den røde løber, en rockstjerne i Parken eller et malekursus i en børnehave. Det er jo rart med lidt inspiration til weekenden. Og rart med et helt kulturtillæg, hvis man vil imponere middagsgæsterne med viden om den nyeste udstilling på Louisiana. Men hvorfor er der aldrig nogen fra forsiden eller ’første sektion’, der spørger en forfatter, hvordan mennesket reagerer på en psykisk diagnose? Eller en kunstmaler, hvordan det er at få livet revet op med rod? Eller for den sags skyld en kulturhistoriker, hvordan vi håndterede klimaforandringerne i oldtiden?

I stedet for at bruge kulturen som en gigantisk ressource af analytisk indsigt i forandringernes vilkår og konsekvenser, bliver den i bedste fald brugt som dessert oven på en tung grød af vanvittigt relevante og kompetente videnskabelige analyser og svar, som trods deres åbenlyse grundighed ofte er meget langt fra at ramme selve den menneskelige essens – og derfor typisk efterlader os apatiske og handlingslammede som lyttere, seere og læsere.

Jeg drømmer selvfølgelig ikke om en medievirkelighed, hvor Jussi bliver eneste kilde til en historie om arbejdsklimaet i de danske fængsler, eller hvor Tal R bliver bedt om at løse trafikproblemerne i myldretiden. Men jeg har brug for at høre kunstnernes perspektiver på nutidens store udfordringer. Ikke fordi det skal være sjovt eller underholdende, men fordi de faktisk har brugt et helt arbejdsliv på at vende og dreje relevante problemstillinger og holde dem op mod alment menneskelige grundvilkår. Udfordringerne på vores bord er simpelthen for store til at overlade arenaen til videnskaben og eksperterne alene. Og ressourcerne i kulturverdenen er alt for store til, at vi kan lade kulturredaktionerne have dem for sig selv.

Et spørgsmål om relevans

Men der hviler også et ansvar på os i kulturbranchen, og det handler især om relevans. Jeg havde for nylig fornøjelsen af at deltage i et panel af kultur- og mediefolk, der skulle debattere kulturjournalistikkens vilkår i en presset medievirkelighed. I salen i Odense sad en kreds af frustrerede kulturfolk, der alle fandt det stadig sværere at trænge igennem til medierne med deres historier fra kulturlivet. Over for dem stod kulturredaktøren, hvis historier simpelthen ikke får klik nok, selvom læserne påstår, at de holder sig orienteret i kulturstoffet.

Længslen efter mere plads til kulturen i spalterne kunne skæres i skiver den aften, og en dygtig museumskollega i salen bemærkede tørt, at han hver dag slog op i avisen og tænkte ’hvilken robotvirksomhed er nu på forsiden i dag?’ (industrielle robotter er virkelig sagen på Fyn i disse år).

Men her skal vi fra kulturlivet lige stoppe op en gang og spørge os selv, hvordan det mon kan være, at robotterne hver dag vinder spalteplads over vores smukt formulerede pressemeddelelser om nye udstillinger, rejsebøger eller koncerter med ungarske violinister. Kunne det være fordi robotterne, både de digitale og de fysiske, utvivlsomt er i gang med at vende op og ned på vores verden, så alle os i salen sandsynligvis får vores liv reddet eller vores numse tørret af en robot om få år?

I stedet for at begræde fraværet af kultur i spalter og tv-nyheder skal vi fra kulturlivets side hellere spørge os selv, hvordan vores indspark bliver lige så aktuelle, relevante, vedkommende, problemløsende og virkeligheds-forandrende som robotvirksomhedernes produkter? Og så skal vi turde byde os til i de svære debatter om nutidens og fremtidens livsvilkår, hvor vi rent faktisk har noget på hjerte og originale perspektiver.

I skrivende stund har mere end 1300 kulturpersonligheder bidraget til en underskriftsindsamling med krav om mere kulturjournalistik i DR efter svensk forbillede. Det er en smuk tanke, og jeg er ikke i tvivl om, at TV-avisen ville blive bedre og seertallene ville stige med flere kulturindslag, muligvis også blandt andre end kulturfolk. Men min fortid som journalist i DR Nyheder siger mig, at det næppe er vejen frem at lade interessegrupper udefra styre programlægningen i public service tv. Hvad med landbruget, rejsebranchen og revisorfaget? Man ser for sig lastbilerne med underskrifter komme rullende mod DR-byen.

I stedet for at stille firkantede krav til kulturjournalistikken vil jeg hellere styrke journalistikken ved at bringe kulturen ind i det maskinrum, hvor de helt store spørgsmål bliver stillet. Så kan vi i princippet undvære kulturredaktionerne og bruge de dygtige kulturjournalister til at tage kulturlivets perspektiver med ind på forsiden – og på den måde gøre al den anden journalistik meget bedre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce