0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jacob Christian Hansen
Foto: Jacob Christian Hansen

Andreas Vetö er direktør for Danmarks Underholdningsorkester.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til redaktionen@kulturmonitor.dk

Andreas Vetö: Det er ikke de unges eget ansvar at blive interesserede i klassisk kunst og kultur

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Debatindlæg: Vi lever i en tid, hvor der konstant opstår nye kulturelle og kunstneriske udtryksformer – såvel som nye platforme at formidle og forbruge dem på. Som altid er det de unge, der er suverænt mest modtagelige for disse, og aktuelt er det især Instagram, Snapchat og ikke mindst TikTok, der dominerer på denne front.

Det føles som en naturgiven lov, at ældre generationer skal rynke på næsen af de unge, som kan fremstå mindre sofistikerede, mindre dannede og alt for optagede af aktuelle trends og nymodens teknik. Sådan har det tilsyneladende altid været, og sådan er det således også i dag.

For godt et halvt århundrede siden var det fjernsynet, der vakte bekymring, og med øgenavnet ’dummekassen’ forsøgte skeptikere at udbrede opfattelsen af, at opfindelsen kunne have skadelig effekt på intellektet. I dag fremstår klassiske fjernsynsudsendelser – også kaldet ’flow-tv’ – som håbløst gammeldags for de yngste generationer.

Nu er det så vor tids voksne, der uden bekymring ser timevis af fjernsyn, mens de udtrykker skepsis over for de sociale medier, som de ganske enkelt ikke synes rummer den samme intellektuelle substans eller fordrer den samme fordybelse, som en god tv-udsendelse gør.

Det egentlige problem handler om kulturtab

Hvis vi analyserer lidt på selve kernen i problemet, så er det ikke selve det, at verden forandrer sig, eller at nye teknologier kommer til. Det er trods alt grundpræmisser, som de fleste enten vel- eller modvilligt har accepteret.

Det egentlige problem i denne sammenhæng er, at der finder et kulturtab sted, hvis det ikke lykkedes at gøre de yngre generationer interesserede i den kunst og kultur, som man mener er så vigtig at kende til. Både i forhold til dannelsen og i forhold til de fantastiske oplevelser, man fortsat kan få i selskab med tidligere tiders kunst og kultur.

Ingen vil formodentlig lykkes med at plukke smartphones’ne ud af hænderne på de TikTok-dansende teenagere og dernæst placere dem foran fjernsynet, hvor de så velvilligt sætter sig til at se en to timer lang dokumentar om Beethoven.

Groft sagt er der dermed to valgmuligheder: Enten kan man sidde og mukke, mens man forbander de unges utaknemmelighed og manglende vilje til at give det, man synes er så fantastisk, en ærlig chance. Eller også kan man erkende, at de formidlingsmæssige spilleregler har forandret sig – og dermed begynde at formidle den klassiske kunst og kultur på den nye tids præmisser.

Formidling i øjenhøjde

Den gode nyhed er, at det faktisk ikke er så svært, som det måske lige lyder. For uanset om vi snakker om klassiske komponister som Beethoven, Mozart og Bach eller eksempelvis billedkunstnere som Van Gogh, Picasso og Dali, repræsenterer de hver og én et væld af fascinerende historier og kunstværker, som uden tvivl er i stand til at betage de yngre generationer – hvis blot den formidles på måder, som rammer dem i øjenhøjde.

Betyder det, at målsætningen så er, at de unge skal lave TikTok-moves til Mozarts symfoni nr. 40? Nej, men det betyder, at man er nødt til at forstå de nye formidlingsplatforme og udnytte dem til egen fordel, hvis det skal lykkes at vække interessen hos de yngre generationer.

Det er denne grundlæggende tilgang, vi eksempelvis har i Danmarks Underholdningsorkester, og det har ført til lanceringen af den onlineplatform, som vi kalder ’Opdag musikken’. I kraft af orkestrets virke som formidler af den klassiske musik er det naturligvis også de klassiske komponister, vi her kaster os over. Dem formidler vi via animerede YouTube-videoer, moderne remixes, underholdende quizzer, online-undervisning og, ja – selvfølgelig også dansemoves. Hermed åbner vi unge menneskers ører op for alt det, som den klassiske musik – såvel som historien om den – har at byde på.

Tager vores egen medicin

Vi tager dermed vores egen medicin og insisterer på aldrig at stille os sure an, hvis vi møder unge mennesker, der ikke synes, at klassisk musik er ligeså spændende som nutidens popmusik. Vi erkender, at det er os, der har formidlingsansvaret – og dermed os, der har til opgave at gøre den kunst og kultur, vi formidler, fængende for de ønskede målgrupper.

Vores initiativ er naturligvis blot ét eksempel, og tilsvarende initiativer kan rulles ud inden for alle former for kunst og kultur.

Hovedpointen er, at den attitude, man som kulturinstitution og formidler lægger for dagen, bliver altafgørende for, hvor godt man lykkes med at nå ud til de yngre generationer.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce