0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kommentar: Ane Halsboe-Jørgensen må rense ord som "fællesskab" og "kultur" for årtiers socialdemokratisk parolefedt – ellers er nytænkning ikke mulig

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kommentar: Da Ane Halsboe-Jørgensen (S) overtog Kulturministeriet efter Joy Mogensen (S), var det ikke én af de to, der gav anledning til optimisme, men derimod selveste Mette Frederiksen.

Statsministeren, der aldrig før havde udvist andet end pligtskyldig interesse for andet end landshold og dåsefisk, udtalte nu, at kulturen muligvis går en gylden tid i møde, er på vej ind i “en ny guldalder”. Det var de ord, hun brugte.

Hvad der menes med den gamle, er uklart, men en ny? Det kunne ikke lyde bedre, og stærkt at vejen ind i den nye forgyldte tid blev markeret med skiftet fra én kulturminister til en anden og bedre.

Derfor var regeringens finanslovudspil ventet med glæde. Det kom så omsider i den her uge, og spændingen blev snart til undren. Ordet “kultur” nævnes slet ikke i det 24 sider lange referat af udspillets indhold. Der er heller ikke nye visioner at se i selve udspillet. Ingen lange, lysende linjer eller beskrivelser af, hvordan vi griber og løfter kunsten og kulturen, så den kan række ind i “guldalderen”.

Ambitioner hviler på fejlslutninger

Regeringens udspil er alligevel interessant, omend på en anden og mere fortvivlende måde, for det viser nemlig, hvad det reelt er, Socialdemokratiet vil med kunsten og kulturen, og de fejlslutninger deres ambitioner hviler på.

Det sidste er Statens Museum for Kunsts nye afdeling i Thy et godt eksempel på. Museet får et solidt og årligt stigende tilskud i det kommende finanslovsudspil, og i en pressemeddelelse udtaler Halsboe-Jørgensen:

“Det er en vigtig prioritet for regeringen, at der er et godt udbud af kultur i hele landet, så det er muligt at skabe de fællesskaber, kulturen giver. I Statens Museum for Kunsts afdeling i Thy kan man med de penge, vi har sat af til den fremtidige drift, gøre lige præcis det”.

Først er der koblingen mellem kultur og fællesskab. Det lyder fint. Ønskværdigt. Men hvordan er det lige, at et nationalgalleri skal skabe fællesskaber i Thy? Hvordan skal borgerne dér komme tættere på hinanden, eller på borgere andre steder i landet, blot fordi de får en malerisamling, og de lokale børnehaver og skoler får lov at komme der om dagen?

Den forbindelse mellem kunsten og befolkningen forbliver underbelyst, mens socialdemokratiske kulturministre bliver ved med at tale om dens fortræffelighed.

Kunst til alle er blevet et evigt kørende mantra

Noget andet er dét, Halsboe-Jørgensen finder så vigtigt, nemlig kulturens tilstedeværelse i udkantsområderne. At der langt fra de store byer også er “et godt udbud af kultur”. Hvis det betyder adgang til idrætsfaciliteter, baner og haller, så giver det strålende mening. Sport er fællesskab, livsglæde, sundhed. Men adgang til stor kunst i alle leder og kanter af landet, sådan som det synes at være planen med rejsende balletkompagnier og museer spredt over alle egne, hvorfor skulle det skabe kultur, og hvorfor er det en indiskutabelt god ide?

Jeg har boet i et af de såkaldte udkantsområder i min barndom og ungdom, og de mennesker jeg kendte, var med få undtagelser ikke det mindste interesseret i kunst. De gik op i andre ting, havde andre passioner, og levede et lige så rigt og meningsfuldt liv af den grund. Men med tiden er “kunst til alle” blevet et evigt kørende mantra, en bevidstløs båndsløjfe, for de socialdemokratiske regeringer og kulturministre.

Men de fleste virkelig kunstinteresserede bor i de store byer, tæt på museer, teatre og spillesteder, og dem der bor i de såkaldte udkanter har typisk andre interesser, og kan – hvis de bliver grebet af lysten til at opleve kunst – tage ind til de store byer. Det gjorde jeg som ung. Steg på toget fra trinbrættet i Varpelev og tog afsted til koncert på Loppen eller i Pumpehuset eller så film i Gloria eller Vester Vov Vov.

Tragikomisk at statsministeren taler om en ny guldalder

Måske skyldes til den kommende finanslov, at de ønsker stabilitet efter to grundskud, nemlig corona-pandemien og Joy Mogensen. Men det er på tide, at de ord, socialdemokratiske kulturministre og kulturordførere lærer at bruge i flæng, “fællesskab”, “bredde”, “kultur”, “kunst”, bliver analyseret og renset for årtiers parolefedt, og at forbindelsen mellem dem – med professionel og upartisk hjælp – bliver analyseret grundigt og nøgternt. Så vil minister Halsboe-Jørgensen, ordfører Kasper Sand Kjær og deres partifæller sikkert også nå frem til, at der ikke altid er nogen forbindelse mellem dem. Og måske også at det ikke er nødvendigt med vold og magt at forsøge at skabe én.

Efter sådan en gentænkning, renset for gentagelse og partipolitiske reflekser, vil det være muligt at opbygge en ny kulturpolitik, hvor de ord der bliver brugt rent faktisk passer på den virkelighed, vi lever i. I byerne og i landområderne. Og derefter vil det være andet og mere end tragikomik og klingende bjælder, når statsministeren taler om en ny gylden tid, en ny guldalder.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce