0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Sophie Bech
Foto: Sophie Bech

Søre Friis Møller er ph.d. i ledelse på kulturområdet.

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til redaktionen@kulturmonitor.dk

Ekspert i kulturledelse: Publikumsudvikling er kulturinstitutionernes bedste modsvar i opmærksomhedsøkonomien

Debat

Debat: For kulturområdet er opmærksomhed en livsbetingelse. De seneste 20 år har forholdet mellem udbud af og efterspørgsel efter kultur ændret sig, så udbuddet nu takket være digital distribution er stort set ubegrænset på alle tider af døgnet, mens efterspørgslen, selvom den er stigende, slet ikke kan følge med. Derfor økonomiserer vi med vores opmærksomhed, som professor H. A. Simon forudså allerede i 1960’er, da han iagttog, at en stadig stigende strøm af informationer ville gøre opmærksomhed til vores knappeste og dyrebareste resurse.

Den gode nyhed er, at kultur efterspørges af alle i vores samfund som afgørende for identitetsskabelse. Oplysningstidens vådeste drøm er gået i opfyldelse. Den dårlige nyhed er, at kampen om opmærksomhed er intensiveret som aldrig før. Det er slet ikke nok ’bare’ at have det bedste indhold – der skal mere til for at bryde igennem opmærksomhedsmuren.

Det udfordrer kulturområdet, hvor institutioner, støttesystemer, arbejdsformer, uddannelser og så videre er baserede på, at indholdet er den knappe resurse, og alle betalingsvæggene er sat op derefter. Konsekvenserne er synlige og rå. De digitale tjenester vinder markedsandele på seks parametre:

  • Opmærksomhed, fordi digitalt båret indhold er invasivt, let tilgængeligt og ofte gratis
  • Demografisk, social og kulturel udbredelse, fordi digitalt båret indhold kan følge vores digitale aftryk på nettet og omsætte indhøstet data til værdifuld viden om eksisterende og nye målgrupper
  • Legitimitet, opbakning og holdning, fordi digitalt båret indhold kan tilpasses mange forskellige segmenters præferencer, forbrugsmønstre og selvopfattede identiteter
  • Bekvemmelighed, fordi man kan komme til live opera på the Met i sofaen, gå rundt i alverdens kunstsamlinger og få detaljer af værkerne i nærbillede på mobilen, høre de fleste bøger i et par ørebøffer og flytte permanent ind i seriernes verden nogle få klik væk
  • Omsætning og indtjening, fordi digitalt båret indhold har opstillet betalingsvægge, hvor kulturforbrugere er villige til at betale
  • Kunstnerisk kvalitet, fordi digitalt båret indhold indtil for ikke så længe siden var en omgang bras, der ikke nåede den analoge kunstneriske oplevelse til sokkeholderne – sådan er det bare ikke længere

Kulturakører må skrue op for dyrt og besværligt arbejde

Og coronapandemien var som designet til at øge det digitalt bårne forspring. Derfor må kulturinstitutionerne optrappe arbejdet med publikumsudvikling, selvom det er møghamrende besværligt, provokerende, dyrt, langsommeligt og krævende i forhold til at nytænke, flytte barrierer, organisationsudvikle, opgive privilegier og vaner i alle hjørner af kulturområdet.

Publikumsudvikling har tre formål:

  • Et holdningsbaseret, der handler at øge legitimiteten omkring, nysgerrigheden efter, opbakningen til og interessen for kultur gennem segmentering og tilgængelighed
  • Et adfærdsbaseret, der handler om at høste data om brugere og brugsmønstre med henblik på at øge brugerfladen i omfang, mængde, tid og demografisk spredning
  • Et økonomisk, der handler om at øge og diversificere indtjeningsmulighederne gennem udvikling af nye betalingsvægge, forretningsmodeller og indtjeningsmuligheder

De tre formål må ses i sammenhæng og forankres strategisk og organisatorisk for at virke. Og publikumsudvikling kan på ingen måde reduceres til at give publikum det, de gerne vil have – det ville være en helt ubegrundet undervurdering af den moderne kulturforbruger. Det er langt mere komplekst og kræver samme ihærdige indsats som selve indholdsproduktionen.

Intet europæisk land har løst udfordringerne

Selvfølgelig må arbejdet følges op af forskningsbaseret analysearbejde, der kan dokumentere, kvalificere og udnytte indhøstede erfaringer. Ikke i form af rapporter, ingen læser, men integreret i kulturaktørernes daglige arbejde, så omsætteligheden sikres.

For intet europæisk land har løst opmærksomhedsøkonomiens udfordringer, hverken dem med kulturanalyseinstitutter eller dem uden. For eksempel erklærede den norske kulturpolitikforsker P. Mangset i 2020 kulturpolitikken for død baseret på især norske og engelske statistikker. Skulle vi ikke prøve med publikumsudvikling og forskningsbaseret analysearbejde før det ender så galt?

Hvis opmærksomhedsøkonomien i al sin brutale råhed har vist noget med sikkerhed, så er det, at kultur ikke bare er behageligt adspredende i coronatider. Nej, det er med de to samfundsforskere D. Held og H. L. Moores ord, selve den linse, vi forstår og fortolker verden og os selv igennem. Den linse er der vel ingen, der bare vil overlade til opmærksomhedsøkonomiens frie kræfter og nogle få globale distributionsselskaber?

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce